Odin Engineering A/S har som noget forholdsvis nyt taget 3D-print i metal i brug for at kunne fremstille emner, der ellers ville være meget svære at fremstille med traditionel bearbejdning. Med 3D-print kan man eksempelvis frembringe geometrier, der ikke umiddelbart kan fræses, når der også skal være plads til fræserens værktøj.
Medarbejderne hos Odin Engineering A/S tænker dagligt ud af boksen for at løse opgaven med at fremstille komponenter, som indgår i løsninger og specialmaskiner til virksomhedens kunder.
Det gjorde sig også gældende, da teamet skulle designe, producere og levere en maskinløsning til Jual A/S, som producerer tilbehør til tage og facader til byggeindustrien i Danmark og store dele af Europa.
En af maskinens komponenter i rustfrit stål skulle passes ind på et sted med meget lidt plads. Det blev undersøgt, om komponenten kunne deles, så den var nemmere at producere, men det var ikke en mulighed. Derfor blev det til en komponent med bearbejdning fra alle sider. En løsning, som giver en del spændinger i komponenten, og hvor man risikerer, at den buer efter bearbejdning og dermed har stor risiko for at blive skrottet. En traditionel fremstilling ville tage fire til fem arbejdsdage.
Maskinkonstruktør på opgaven var Sussi Birkevang, en af Odin Engineerings erfarne problemknusere.
-Her var det værd at undersøge, om emnet kunne 3D-printes i metal. Umiddelbart havde vi ikke den nødvendige ekspertise i 3D-printkonstruktion eller en 3D-printer, der kunne printe i metal. Dog vidste jeg, at de har begge dele hos Teknologisk Institut. Så dem tog vi fat i, både for at få fremstillet komponenten og også for at lære mere om 3D-metalprint, forklarer hun om design- og planlægningsfasen.
Økonomi betyder noget
Hvis ikke man har set det, skal man bruge sin fantasi for at forstå, hvordan det er muligt at printe i metal – ja faktisk i rustfrit stål, som tilfældet var med komponenten til Juals specialmaskine. Rent teknisk foregår det med SLS-teknologi, hvor stålet i form af pulver varmes op med laser og derpå lægges i lag på lag.
Når man 3D-printer i metal, er det metallet, der koster mest. I samarbejde med Teknologisk Institut besluttede teamet at producere emnet som en gittermodel. Der bruges mindre materiale, uden det går ud over det færdige emnes styrke.
-Selvfølgelig betyder økonomi noget, når man skal vælge mellem forskellige produktionsformer, siger Sussi Birkevang og fortsætter:
-I den forbindelse er det ret vildt at tænke på, at det ville tage os fire til fem dage at fremstille emnet på den traditionelle måde, men det kunne 3D-printes på 10-12 timer; vel at mærke uden der står nogen ved siden af 3D-printeren og kontrollerer processen.
3D-print kræver kompetente industriteknikere
3D-print i metal er kommet for at blive. Også hos Odin Engineering.
Men sidder man nu og tænker, at det vil gøre dygtige industriteknikere arbejdsløse, så tager man fejl.
Tværtimod så kræver det både håndværk og efteruddannelse. Som i alle andre fagområder udvikler faget sig. Oftest er der behov for kombination af print og bearbejdning, som også var tilfældet i Juals løsning.
Metalprinteren kunne ikke klare de stifthuller, som komponenten skulle have. Stifthullerne har en H7-pasning med en tolerance fra +0 mm til -0,013 mm.
-Så præcist kan der ikke 3D-printes, så det måtte vores dygtige kolleger fræse på vores egne maskiner, fortæller hun videre.
Fremtiden for 3D-print
Juals løsning har overbevist Sussi Birkevang og hendes kolleger om, at det ikke er sidste gang, at Odin Engineering fremstiller komponenter i 3D-print. 3D-print åbner også for andre nye muligheder.
-Vi er problemknusere og ser gerne i nye muligheder. Det kan på flere områder være en fordel for vores kunder, at vi 3D-printer særligt vigtige emner eller komponenter til vores løsninger, forklarer hun.
Fremtiden for 3D-print hos Odin Engineering har også vakt interesse hos industriteknikerlærling Asger Holmquist. At være med i udviklingen af Juals løsning har givet ham lyst til at vide mere. I første omgang har det betydet, at Asger Holmquist skriver sin afsluttende opgave om 3D-metalprint og Jual-projektet.
