OnRobot i Odense har netop lanceret sin tredje verdensnyhed, Gecko Gripper, der imiterer gekkoens geniale klæbeteknik. Griberen med gekko-egenskaber er det seneste tilbehør til samarbejdende robotter. De nye ”robothænder” kan løse nogle af den globale industris hidtil uløselige automationsudfordringer.

-Vi er en one-stop-shop med alle tænkelige værktøjer, der kan bruges på en robotarm. For få år siden skulle virksomhederne selv konstruere de værktøjer, som var nødvendige for at bruge en robotarm. Nu kan vi levere alle de værktøjer, de skal bruge, og de er lette at anvende. Vores ambition er at være førende i verden, når det gælder ”end-of-arm-tooling” til robotarme. Derfor har vi nu sikret, at alle vores fleksible gribere kan bruges på stort sagt enhver type robot uanset fabrikat, understreger OnRobots general manager North Europe, Thomas Knudsen.
Gribeværktøjerne fra OnRobot kan for eksempel monteres på robotarme fra Universal Robots, Kuka, Kawasaki og Fanuc.
Gecko-griberen hæfter på og løfter til alle flader, også perforerede og porøse emner. Den unikke teknologi åbner nye muligheder inden for håndtering af for eksempel solpaneler, printplader, metalplader og glas. Teknikken er oprindeligt udviklet af Nasa og udnytter den samme teknik, som gekkoen ude i naturen bruger til at klæbe sig fast på de overflader, den sidder på. Det foregår – lige som i naturen – helt uden luftslanger. Gecko-griberen har indbyggede sensorer, så den kan genkende emnerne på afstand og løfte dem meget præcist. Den kan løfte op til 4,1 kg.
De to andre gribere
Foruden Gecko-griberen har virksomheden VG10 Vacumm Gripperen og RG2-FT på produktprogrammet.
VG10 Vacuum Gripper har 16 sugekopper med justerbart vakuum og kan kombineres på utallige måder, hvilket giver robotten ”hænder”, så den kan håndtere flere ting på samme tid og kan håndtere emner i meget forskellige størrelser. Vakuumgriberen kan løfte op til 10 kg og har en pumpe integreret i selve griberen, så man ikke behøver at installere luftslanger, trykluft eller kabler.
RG2-FT har to følsomme og præcise fingre, der kan se og føle objekter, så den for eksempel kan sikre, at emner ikke bliver tabt af en robot. Griberen har uendelige anvendelsesmuligheder til brug inden for præcisionsmontage, sortering eller inspektion. Det er den første intelligente griber på markedet, og dens indbyggede seks-aksede kraftmomentsensor med integrerede nærhedsfølere i fingerspidserne gør det muligt meget præcist at detektere og centrere emner. Dermed kan griberen nænsomt håndtere selv de mest skrøbelige materialer og sikre en høj produktionskvalitet.