AI-værktøjer kastes i stigende grad ind i kampen mod svindel i både den private og den offentlige sektor. Men svindlerne har også indset teknologiens potentiale. Det viser en ny undersøgelse om svindelbekæmpelse og -forebyggelse foretaget af Association of Certified Fraud Examiners (ACFE) og AI-virksomheden SAS Institute.
Generativ AI (GenAI) bliver og mere og udbredt på tværs af brancher – også når det gælder om at bekæmpe svindel.
I en ny undersøgelse foretaget af brancheorganisationen for svindelbekæmpelse The Association of Certified Fraud Examiners (ACFE) i samarbejde med AI-virksomheden SAS Institute tilkendegiver 83 pct. af de adspurgte organisationer, at de ønsker at benytte sig af GenAI til svindelbekæmpelse. Undersøgelsen viser også, at næsten hver femte af de adspurgte (18 pct.), der arbejder med svindelforebyggelse i den private og offentlige sektor, allerede anvender kunstig intelligens (AI) og maskinlæring (ML), mens yderligere 32 pct. forventer at implementere teknologierne inden for de næste to år.
Holder prognosen stik, vil brugen af kunstig intelligens og maskinlæring til at bekæmpe svindel næsten vil være tredoblet inden udgangen af 2025.
Organisationerne i undersøgelsen er desuden klar til at sætte investeringer bag intentionerne. Tre ud af fem organisationer (59 pct.) forventer således at øge deres budgetter til bekæmpelse af svindel inden for de næste to år.
Våbenkapløb mod de kriminelle
Investeringer i GenAI-værktøjer er ikke mindst nødvendige, fordi teknologierne er blevet mere bredt tilgængelige og allerede i stor stil udnyttes til at begå svindel.
-Tilgængeligheden af værktøjer drevet af GenAI gør dem utroligt farlige i de forkerte hænder. Tre ud af fem organisationer forventer at øge deres budgetter til bekæmpelse af svindel over de næste to år. Hvordan man vælger at investere i sine midler, vil afgøre, hvem der får overhånden i det, der er blevet et teknologisk våbenkapløb mod kriminelle, siger John Gill, formand for ACFE og tilføjer:
-Det er op ad bakke, når man tænker på, at virksomheder og organisationer i diametral modsætning til svindlerne står over for den udfordring at skulle bruge AI-teknologi etisk korrekt.
Rapporten viser også, at evnen til effektivt at analysere data for advarselstegn på svindel er et vigtigt redskab i værktøjskassen til bekæmpelse af svindel. Mere end 90 pct. af de organisationer, der deltog i undersøgelsen, benytter i dag en eller anden form for dataanalyse som en del af deres indsats mod svindel.
-Med den hurtige udvikling af AI- og ML-teknologier står vi over for store ændringer i den måde, vi bekæmper svindel på. Det er ikke længere nok bare at følge med, vi er nødt til at være et skridt foran de kriminelle. Det kræver ikke kun investeringer i teknologierne, men også et tættere samarbejde mellem finansielle aktører, myndigheder og teknologileverandører. Ved at dele viden og ressourcer kan vi skabe en mere sammenhængende indsats mod svindel, siger Rasmus Dalsgaard, Financial Crime Advisor hos SAS Institute.
Læs rapporten her og besøg SAS’ dashboard på SAS.com/fraudsurvey for at lære om tendenser på tværs af brancher og opfattelser af anti-svindelteknologier på tværs af markeder.
Om rapporten
2024 Anti-Fraud Technology Benchmarking Report er den tredje udgave af en global forskningsundersøgelse, som ACFE og SAS Institute indledte i 2019. Den seneste udgave afspejler indsigter fra næsten 1.200 ACFE-medlemmer, der blev spurgt i slutningen af 2023. Undersøgelsesdataene viser vigtige tendenser i udviklingen af teknologi til bekæmpelse af svindel siden 2019.
Deltagerne i undersøgelsen arbejder i 23 brancher – primært bank/finans og offentlig administration (hver med 22 pct. af respondenterne), men også serviceerhverv (13 pct.), forsikring (5 pct.), sundhedspleje (4 pct.), produktion (4 pct.), teknik (4 pct.), uddannelse (4 pct.) og andre. Deres arbejdsgiverorganisationer er placeret over hele verden og varierer i størrelse fra færre end 100 ansatte til mere end 10.000.