Stor efterspørgsel på elektriske motorer og automatiseringsløsninger til industrien og den maritime sektor samt serviceydelser ombord på skibe i hele verden skaber fremgang hos Hoyer VMS Group. Virksomheden lander rekordstor omsætning og driftsindtjening og sigter mod fortsat vækst i de kommende år.

Den danske motor- og servicevirksomhed Hoyer VMS Group er kommet godt fra start efter sammenlægningen af Hoyer og VMS Group i november 2025. Virksomheden har netop præsenteret et rekordregnskab med stærk vækst på både top- og bundlinje. Omsætningen landede på 867 mio. kr. i 2025 mod 733 mio. kr. i 2024, mens indtjeningen på 118 mio. kr. (EBITDA) var otte mio. kr. større end året før.
-Regnskabet viser, at vores strategi virker. Vi bygger videre på de rekordresultater, Hoyer har leveret de seneste år, og 2025 markerer nu endnu et rekordår. Samtidig har vi med sammenlægningen etableret en koncern med en forventet omsætning på 1,5 mia. kr., hvilket er et stærkt afsæt for videre vækst, siger Søren Ø. Sørensen, bestyrelsesformand ved Hoyer VMS Group.
Den positive udvikling er sket på trods af betydelig geopolitisk usikkerhed i den globale maritime branche og industrien. Fremgangen skyldes især en fortsat positiv udvikling i kerneforretningen.
-Den flotte vækst er et udtryk for, at vi har konkurrencedygtige produkter og formår at levere kundetilpassede løsninger til vores samarbejdspartnere. Det kan vi, fordi vores medarbejdere har opbygget en stor knowhow inden for motorer og automatisering og er i stand til at udvikle nye løsninger. Samtidig har vi endnu engang opnået solide resultater inden for reparation, vedligeholdelse og service på skibsmotorer, siger Henrik Sørensen, CEO ved Hoyer VMS Group.
Selvom resultaterne er stærke, er der fortsat fokus på de eksterne forhold, der kan påvirke markedet.
-Vi vurderer, at udfordringerne i Mellemøsten ikke på nuværende tidspunkt kommer til at påvirke vores forretning. Men det kan ikke afvises, at det på længere sigt kan lægge en dæmper på væksten. Vi følger naturligvis situationen tæt og vurderer løbende markedsforholdene for os, siger Henrik Sørensen videre.
Udsigt til yderligere vækst efter sammenlægning
Hoyer VMS Group forventer yderligere vækst i de kommende år. Sammenlægningen giver Hoyer VMS Group lettere adgang til markederne i Afrika samt Nord- og Sydamerika, hvor VMS Group har været godt repræsenteret i flere år, mens virksomhedens kompetencer inden for eftermarkedet nu bringes i spil i Asien, som er et marked, hvor Hoyer allerede har en stærk position.
-For vores kunder betyder sammenlægningen, at de nu har én partner gennem hele livscyklussen – fra levering af motorer til service, reparation og optimering. Det giver blandt andet reduceret responstid, færre skift mellem leverandører og koordineret support, og det bidrager til, at elektriske og mekaniske systemer fungerer optimalt sammen på skibe, men også inden for industrien, fortsætter Henrik Sørensen, som tilføjer, at integrationen mellem de to virksomheder er i fuld gang.

Målrettet strategi giver resultater
Hoyer VMS Group mærker allerede stor interesse fra kunder, der ser en fordel i at handle med en samlet leverandør. Virksomheden forventer, at synergierne fra sammenlægningen vil bidrage til yderligere vækst i de kommende år på grund af den styrkede globale tilstedeværelse og et samlet værditilbud til skibsfarten og industrien.
-Vi går målrettet efter at styrke samarbejdet med eksisterende kunder og tiltrække nye. Vi har et klart fokus på, hvad vi nu kan tilbyde som én virksomhed, der skaber større værdi for kunderne, end hvad Hoyer og VMS Group kunne hver for sig. Vi har blandt andet rettet blikket mod Asien, hvor der er et stort potentiale inden for service og reparation, og Brasilien, hvor der er gode muligheder for vækst inden for elektriske motorer og automatiseringsløsninger, afslutter Søren Ø. Sørensen.
Hoyer VMS Group er en global one-stop lifetime-partner til power og motion-løsninger, der blev skabt gennem sammenlægningen af Hoyer og VMS Group i 2025. Virksomheden kombinerer Hoyers motorer, drev og automatiseringsekspertise med VMS Groups omfattende service- og livscykluskompetencer i forbindelse med powersystemer til støtte af skibsejere og industrivirksomheder over hele verden.
Hoyer VMS Groups første regnskab omfatter oplysninger om Hoyer for hele året samt tal for VMS Group for november og december, da sammenlægningen skete med virkning fra 1. november 2025.
• Omsætning 2025: 867 mio. kr. (Hoyer for hele 2025, VMS Group for november-december).
• Forventet omsætning 2026: 1,5 mia. kr.
• Global tilstedeværelse: Danmark, Holland, Polen, Tyskland, Kina, Japan, Sydkorea, USA, Brasilien, Namibia, Saudi-Arabien.
• Medarbejdere: Cirka 700 på verdensplan
• Markeder: Marine, offshore, industri, energi, vedvarende energi og varme-, ventilations- og køleanlæg.
• Unikt værditilbud: global one-stop lifetime-partner for skibsredere og industrivirksomheder — kombinerer OEM-levering med eftermarkedssalg og service samt energioptimering
Kilde: Hoyer VMS Group.

