Siden åbningen af det 600 kvadratmeter store kombinerede produktions-, laboratorie- og udviklingscenter i Hillerød i efteråret 2013, har den danske pioner inden for hærdning af rustfrit stål – Expanite – oplevet stor vækst på det europæiske marked, og nu oplever virksomheden også en markant tilgang af nye kunder i USA og Canada. Expanite udvider derfor medarbejderstaben med ansættelsen af Kenneth Zinsli som salgsansvarlig for det nordamerikanske marked.
Kenneth Zinsli er 53 år gammel og har gennem de seneste 20 år haft ledende poster inden for salg og markedsføring af højteknologiske produkter på bl.a. det amerikanske marked i virksomheder som JAI, Glunz & Jensen og Boeing.
Med tilføjelsen af Kenneth Zinsli har Expanite fået en meget erfaren ressource om bord, som vil sikre øget kendskab til og fortsat udbredelse af Expanites processer som de førende teknikker til hærdning af rustfrit stål.
Om Expanite
Expanite tilbyder de bedste løsninger inden for hærdning af rustfrit stål.
Med Expanites processer til hærdning af rustfrit stål er det muligt at tidoble overfladehårdheden parallelt med, at korrosionsegenskaberne øges. Det er hidtil uset inden for varmebehandling og hærdning af rustfrit stål. Expanite har en kombineret produktions-, laboratorie- og udviklingsfacilitet i Hillerød. Produktionsudstyret omfatter adskillige ovne fra helt små til “full size”-ovne med en kapacitet på 600 kilo og et rumfang på 600 x 600 x 900 mm.