VTM 2017 buldrer af sted og er i skrivende stund halvvejs.
Værktøjsmaskinmessen, VTM 2017, er Nordens største fagmesse for metal- og maskinindustrien. Det er altså de ”tunge drenge”, der lige nu er samlet på Fyn. Her viser de markedets mest højteknologiske maskiner og bearbejdningscentre. Mere end 130 virksomheder udstiller maskiner og udstyr for over en kvart milliard kroner.
Messen åbnede tirsdag morgen i Odense Congress Center. Her talte administrerende direktør hos Hermle Nordic, Lars Lynge, der er Formand for Dansk Værktøjsmaskinforhandler Forening. Han blev efterfulgt af Dansk Erhvervs cheføkonom, Steen Bocian, som talte om investeringsklima, uddannelsesindsats og integration.
-Investeringsklimaet skal forbedres, hvis metal- og maskinindustrien skal bevare den globale konkurrencekraft og ikke blive overhalet af nationer som Sverige, Storbritannien og USA. Politikerne skal gøre beskatningen af erhvervslivet mere attraktiv, sagde Steen Bocian.
Samtidig slog han fast, at der er behov for en ekstra indsats for at få uddannet de medarbejdere, som industrien leder efter – nærmest med lys og lygte. Uddannelsesområdet er blevet overset de sidste mange år. Steen Bocian nævnte samtidig, at industriens behov for arbejdskraft til dels kan løses ved at integrere både indvandrere og flygtninge. Det gjorde man for 20-30 år siden, og det havde en gavnlig effekt. Det kan man gøre igen.
Positiv stemning
I skrivende stund er vi som nævnt halvvejs gennem messen, og det har været to rigtig fine dage med optimisme, godt humør og altså masser af maskiner, udstyr, værktøj og grej.
Efter åbningen var der ”fri leg” i hallerne til at se, studere og blive imponeret over den udstillede maskinpark. Og der var masser at blive imponeret over.
Udstillerne var positive og flere meldte klart ud, at metal- og maskinindustrien viser tydelige tegn på øget vækst. Dette blev da også understreget af et par deciderede salg i millionklassen – foretaget på messen.
Målet fra messearrangørernes side lyder på et besøgstal på 6.000. Efter de to første messedage lød tallet på 2.825, så med en solid slutspurt, hvor der tilmed er længe åbent i dag – så burde målet være inden for rækkevidde.
Næste udgave af Maskin Aktuelt bringer en længere og mere dybdegående beretning fra VTM 2017.