Automatik giver flere danske arbejdspladser. Det blev understreget tirsdag morgen ved åbningen af messen Automatik 2014 i Brøndby Hallen, hvor 167 udstillere i en fuldstændig fyldt hal i tre dage er klar til at give deres bud på automation i danske virksomheder.
For danske virksomheder betyder automatik flere arbejdspladser, bedre konkurrenceevne og mere meningsfyldt arbejde til de ansatte.
Det blev understreget tirsdag morgen ved åbningen af messen Automatik 2014 i Brøndby Hallen, hvor 167 udstillere i en fuldstændig fyldt hal i de næste dage er klar til at give deres bud på automation i danske virksomheder.
Professor Lars Hein, CEO, Innovationsfabrikken IPU, stod for den officielle åbning. Han glædede sig over, at forudsigelserne om, at robotterne ville tage arbejdet fra os, ikke har holdt stik.
-Der er vækst i automatik og automatisering i disse år. Udviklingen er først og fremmest båret af de store virksomheder, men i den aktuelle udvikling ligger der et meget stort potentiale for vores små og mellemstore virksomheder. Det er uden tvivl sådan, at teknologierne, komponenterne og systemerne bliver mere komplekse, men samtidig bliver de også gjort mere tilgængelige, og de kan dermed blive et stærkt kort for de små og mellemstore virksomheder, sagde Lars Hein inden han foretog den officielle åbning af messen.
Forinden bød administrerende direktør Georg Sørensen, MCH, velkommen til den sjette Automatik-messe.
-Mødet mellem mennesker med noget på hjerte er vigtigere end nogensinde før, sagde Georg Sørensen og glædede sig over den gode stemning på den professionelle markedsplads, hvor tillid, tryghed og samarbejde er nøgleord.
Aage Dam, formand for BIA og administrerende direktør i Bürkert-Contromatic A/S, understregede i sin åbningstale, at specielt de mindre og mellemstore virksomheder er nødt til at automatisere, hvis vi skal øge produktionen i Danmark.