Med et vellykket demonstrationsprojekt har Arkil A/S bevist, at det kan lade sig gøre at fjerne PFAS-forurening fra jord. Adm. dir. efterlyser nu projekter i større skala.

Der blev nået en milepæl i den blå container, da Arkil sidste år udførte det ene af to demonstrationsprojekter for Danske Regioner.
Målet var at destruere PFAS i 30 kubikmeter jord på det nationale PFAS-testcenter i Korsør.
Nu er det officielt, at projektet var en succes. Teknologien er skalerbar, og der vil være markante synergier at hente i at bruge samme teknologi på PFAS-oprensninger med større skala.
-Med pilotprojektet i Korsør har vi bevist, at vi har teknologien til at løse et af tidens store, miljømæssige problemer. Nu er vi klar til at gå i dialog med kommuner, regioner, virksomheder og den kommende regering om at anvende teknologien på projekter i stor skala, siger Michael Hansen, adm. direktør i Arkil A/S.
Når Arkil oprenser PFAS-forurenet jord, foregår det – lidt forenklet – sådan her: Jorden fyldes i en isoleret beholder, i dette tilfælde en container. Der tændes op i store gasbrændere for at varme jorden op. Når jordens temperatur kommer over 350°C, begynder PFAS at blive til gas. Den gas bliver opsamlet og sendt igennem de samme brændere, som i forvejen opvarmer jorden i containeren. I flammerne, der har en temperatur på 1.400°C, bliver PFAS’en destrueret.

Kilde: Arkil A/S.

