Den svenske producent af el- og automationsskabe, Elektro Aros Elautomation (EA), bliver en del af tic elkas/Eegholm/Elcor-gruppen. Opkøbet bringer gruppen ind på det svenske marked og bidrager til at opbygge en robust nordisk platform for produktion af elektriske tavler og automation, støttet af den nordiske kapitalfond Axcel.

-EA har over 40 års erfaring med at bygge el- og automationsskabe i Västerås. Virksomheden har oplevet betydelig vækst de seneste år, og med deres ekspertise er vi bedre rustet til at støtte vores kunder i hele Norden. EA’s eksisterende ledelse og drift vil fortsætte som hidtil, hvilket sikrer kontinuitet samtidig med, at vi drager fordel af samarbejdet på tværs af gruppen, siger Frank Müntzberg, Group CEO for tic elkas/Eegholm/Elcor-gruppen.
Andreas Svensson, Partner & CFO i EA Elautomation, tilføjer:
-Vi er glade for at blive en del af tic elkas/Eegholm/Elcor-gruppen. Vores virksomheder deler fælles værdier og en vision for, hvordan vi ønsker at udvikle vores respektive forretninger for at imødekomme fremtidige udfordringer og muligheder. Med Axcels støtte og gruppens samlede styrke er vi sikre på, at vi kan tage EA ind i en ny vækstfase.
-Med EA ombord træder tic elkas/Eegholm/Elcor-gruppen nu ind på det svenske marked, hvilket supplerer gruppens eksisterende aktiviteter i Danmark og Norge. Det er et vigtigt skridt, som styrker gruppens position i regionen og bringer den tættere på at blive en nordisk og nordeuropæisk markedsleder, supplerer Christoffer Müller, Partner hos Axcel, afslutningsvis.