En ny fødevarecertificeret robotgripper fra OnRobot med navnet Soft Gripper kan plukke en stor variation af uregelmæssige former og sarte emner. Dermed egner den sig godt til fleksibel håndtering af produkter i en række industrier, herunder produktion af fødevarer og drikkevarer, kosmetik og lægemidler samt øvrig fremstillingsindustri og emballering.
Automatisering er nu blevet lettere inden for føde- og drikkevarer samt andre ”rene” applikationer såsom kosmetik og lægemidler, hvor der er behov for at håndtere emner af meget forskellig art, lige fra æg og frugt til flasker og uregelmæssigt formede beholdere.
OnRobots nye fleksible Soft Gripper anvender tre udskiftelige silikonestøbte sugekopper i stjerne- og firefingrede konfigurationer til fintfølende og præcis plukning af næsten enhver form for lille objekt på under 2,2 kg. Den elektriske Soft Gripper er fødevarecertificeret, og den overholder bestemmelserne i FDA 21 CFR om ikke-fedtholdige varer samt EF 1935/2004. I modsætning til de traditionelle vakuumgrippere kræver robotgripperen ingen ekstern lufttilførsel og kan dermed reducere både omkostningerne og kompleksiteten.
-Vores nye Soft Gripper overtrumfer eksisterende løsninger til plukning af sarte emner, der er svære at få fat i og af forskellig størrelse. I modsætning til proprietære løsninger tilbyder Soft Gripper problemfri integration med de fleste kollaborative robotter og lette industrirobotter ved hjælp af vores One System Solution, siger CEO i OnRobot, Enrico Krog Iversen.