Ekstremt lavt energiforbrug, lavt støjniveau, høj præcision og nem vedligeholdelse betyder, at pumpeproducenten Grundfos som den første virksomhed i Danmark investerer i den nyeste generation af servo-hydrauliske presser fra AP&T.

Den nye servo-hydrauliske presse fra AP&T skal erstatte en ældre presse i en eksisterende automatiseret linje, der bruges til koldflydepresning af pumpedele. Pressen, der er udstyret med en tilbageløbsfunktion og tripelfunktion, skal i foråret 2025 installeres på Grundfos’ produktionsanlæg i Bjerringbro.
-Det er fantastisk, at Grundfos, som vi har samarbejdet med siden 1970’erne, igen går forrest, når det kommer til at investere i ny presseteknologi. Med den seneste generation af servo-hydrauliske presser sætter vi en ny industristandard, siger Peter Karlsson, Key Account og Area Sales Manager hos AP&T.
Peter Lund Pedersen, projektleder hos Grundfos, ser store fordele ved AP&Ts teknologi.
-Når det nu er tid til at udskifte en af vores ældre presser, vil vi investere i teknologi, der giver os forudsætningerne for at reducere vores energiforbrug og optimere vores produktionsproces. Her giver AP&Ts servo-hydrauliske presse flere fordele, som er i tråd med vores filosofi, siger han.
AP&Ts servo-hydrauliske presse udmærker sig på flere områder. Med tolerancer på 0,05 mm giver den en exceptionel høj gentagelsesnøjagtighed. Samtidig er den meget støjsvag og kræver meget lidt vedligeholdelse. Men det mest bemærkelsesværdige er måske det lave energiforbrug.
Energibesparelser på op til 85 pct.
-I vores test har vi målt energibesparelser på op til 85 pct, i hvert slag sammenlignet med en af vores tilsvarende konventionelle hydrauliske presser. Det er intet mindre end en revolution, både hvad angår klimapåvirkning og driftsomkostninger, siger Peter Karlsson.
Reduktion af energiforbruget er også Grundfos’ hovedmål med investeringen.
-Vores krav er en energibesparelse på mindst 70 pct. i praktisk drift. Derudover forventer vi at opnå en stabil proces, lave vedligeholdelsesomkostninger og et bedre arbejdsmiljø med mindre støj, siger Peter Lund Pedersen.
Forklaringen på de nye pressers egenskaber ligger i selve konstruktionen. I stedet for trykventiler anvendes et lukket servo-system med få bevægelige dele, hvor hastighed, præcision og effekt reguleres ved hjælp af elmotorer.
-Jeg plejer at sige, at forskellen mellem vores servo-hydrauliske presse og en konventionel hydraulisk presse er lige så stor som mellem en CNC-drejebænk og en manuel drejebænk, siger Peter Karlsson.
Den nye servo-hydrauliske presse er desuden udstyret med et frit programmerbart operatørinterface, som gør, at kunden kan skabe deres egne køremønstre for alle deres forskellige værktøjer, uden at AP&T skal omprogrammere styresystemet. Der er ingen andre på markedet i dag, der kan tilbyde noget lignende.
-Dialogen med Grundfos har ikke kun resulteret i en løsning, der opfylder deres behov på alle niveauer, men også bidraget til vores produktudvikling. Det er et meget givende samarbejde til gavn for begge parter, siger Peter Karlsson.
Årelangt samarbejde
I lyset af det langvarige samarbejde mellem de to virksomheder var det naturligt for Grundfos også denne gang at henvende sig til AP&T.
-AP&T har gennem årene leveret en lang række hydrauliske presser til Grundfos og positioneret sig som en vigtig partner. Da koldflydningsprocessen blev implementeret hos Grundfos i 1992, var samarbejdet med AP&T en vigtig del af succesen. Det var derfor naturligt for os også denne gang at henvende os til dem. Som leverandør af vores første presser til koldflydepresning har de stor viden om de krav, som processen indebærer, siger Peter Lund Pedersen afslutningsvis.
Fakta om pressen
• Servo-hydraulisk presse til koldflydepresning.
• Udstyret med tre servo-cylinderfunktioner (hovedcylinder 275 tons, kontravægt 125 tons, tredobbelt 85 tons).
• Klarer tolerancer ned til 0,05 mm.
• Giver energibesparelser på op til 85 pct. sammenlignet med den tilsvarende konventionelle hydrauliske presse fra AP&T.