Nyt forskningsprojekt – ledet af Nationalmuseet – vil puste liv i de mennesker, der er nævnt på de danske runesten, og forstå de sociale netværk og magtforhold, de indgik i. Runesten skal 3D-scannes, og teksterne skal undersøges som retslige, religiøse og politiske dokumenter.
Rundt i hele landet står runestenene som ikoniske monumenter. De giver et unikt indblik i vikingetidens verden, da de er det eneste skriftlige materiale, vikingerne selv efterlod sig, og de er verdenskendte af samme årsag.
Nu skal et nyt, tværfagligt forskningsprojekt undersøge mange af de cirka 260 danske runesten med nye videnskabelige metoder, der skal forbinde runestenene i de sociale og magtpolitiske netværk, som var grundlaget for deres opførelse, og belyse de enkelte aktørers rolle lokalt.
-Runestenene er nogle af vores mest ikoniske monumenter fra vikingetiden, men de flyder rundt i det historiske hav som enlige isbjerge, fordi de ikke kan kobles sammen i lokale netværk og dermed give os en større samlet forståelse. Selvom vi ved, hvad der står på runestenene, er der endnu meget, vi ikke ved om deres betydning, placering og sammenhæng, men som vi nu kan blive klogere på med nye metoder. Vi vil prøve at forstå, hvordan de hænger sammen, så runestenene bedre kan bruges som egentlige historiske dokumenter i vikingetidens historieskrivning, fortæller Nationalmuseets seniorforsker og runolog Lisbeth Imer.
Augustinus Fonden har bevilget 4,2 millioner kroner til forskningsprojektet ledet af Nationalmuseet i et bredt samarbejde med Københavns Universitet, Aarhus Universitet, det svenske Riksantikvarieämbetet og en række lokalmuseer. Projektet løber fra 2027 til 2031.
3D-scanning, geofysik og tværfaglige undersøgelser
Flere runesten skal 3D-scannes, så forskerne kan udføre huggesporsanalyser, der kan identificere og sammenligne de enkelte runeristere, ligesom Nationalmuseet tidligere har haft succes med, da de i 2023 med 3D-scanning kunne afsløre, at Jellingstenen var ristet af runeristeren Ravnunge-Tue.
Forskere vil undersøge, hvordan teksterne på runestenene blev brugt som retslige, religiøse og politiske dokumenter i tiden ca. 600-1100. For eksempel om rejsningen af runesten var udtryk for rituelle handlinger – både i religiøs forstand, men også i forbindelse med retslige og politiske aftaler.
Teksterne kan også gøre os klogere på, hvordan ejendomsretten blev forstået i vikingetiden. Om de regler om ejendom, der er beskrevet i middelalderen, allerede fandtes i vikingetiden, eller om de ændrede sig, da kristendommen blev indført, fordi mennesker begyndte at donere jord og ejendom til kirken.
Desuden vil forskerne undersøge udvalgte runestens placering og omgivelser med geofysik. I dag er det kun et fåtal runesten, der endnu står på deres oprindelige placering. De fleste er flyttet. Ved at scanne undergrunden med geofysiske metoder, der kan afsløre skjulte arkæologiske strukturer, vil forskerne undersøge runestenene i en landskabsarkæologisk kontekst. Havde runestenene for eksempel en tilknytning til et særligt sted, stod de for eksempel langs en vigtig handelsvej, som monument ved en gård, eller var de knyttet til forsvundne gravmonumenter?
-Runestenene er nøgleartefakter for vikingetiden, og projektets resultater vil få stor betydning for forståelsen af runestensskikken i Danmark og medføre, at vi kan skrive historiske personer i sociale netværk frem fra runestenene på en mere helstøbt måde, end vi hidtil har kunnet i Danmark, siger Lisbeth Imer videre.
Fra dannelsen af et samlet rige
Runesten udgør en del af Danmarks og Nordens mest betydningsfulde kulturarv.
De 260 danske runesten blev alle rejst i perioden år 600 – 1100, hvor jernalderens småkongedømmer blev til et samlet dansk rige. Det var en periode med store omvæltninger i samfundsformer, magtpolitik og økonomiske forhold, og runestenene kan derfor anskues som retslige aftaler hugget i granit.
Samme fænomen ses i hele verden fra Egypten til Kina, hvor der er rejst lignende monumenter i perioder med store omvæltninger.
De danske runesten er en del af en nordisk skik, som inkluderer 50 monumenter i Norge, 2500 monumenter i Sverige og 50 på De Britiske Øer.
Kilde: Nationalmuseet – Forskning og Kulturarv.
