Rockstjerner har smadret guitarer i årevis, få med større entusiasme end den svenskfødte rockguitarist Yngwie Malmsteen. Og videoen af Malmsteens forsøg på at smadre en specialfremstillet metalguitar under en rockkoncert er allerede blevet delt vidt og bredt på internettet. Det lykkedes dog ikke rockguitaristen at smadre guitaren.
Den brudsikre guitar er lavet af Sandvik – og baggrunden for den usædvanlige guitar er, at den svenske virksomhed besluttede at teste deres skærteknikker ved at fremstille verdens første brudsikre guitar i fræset stål og 3D-printet titanium. Sammen med en guitarbygger skabte de et unikt instrument, som selv ikke Malmsteen kunne smadre.
Teknologi og guitardesign
Flere måneder før koncerten i Florida samlede Sandvik i Sverige koncernens eksperter i materialer, bearbejdningsprocesser og additiv bearbejdning til en brainstorming for at finde metoder til at løse udfordringen.
Sandvik havde aldrig før lavet en guitar og indgik derfor et samarbejde med den velkendte guitarbygger Andy Holt fra Drewman Guitars fra Storbritannien.
Ideen var at kombinere Holts ekspertise inden for guitardesign med Sandviks avancerede teknologi og maskiner og skabe en perfekt fungerende guitar helt i metal, som kunne modstå en rockstjernes mest kraftfulde forsøg på at smadre den.
Der var en række tekniske udfordringer; blandt andet den kritiske samling mellem guitarens hals og krop, hvor en guitar normalt knækker. Sandvik Coromants teknikere besluttede derfor at fjerne denne samling. Løsningen blev en konstruktion, hvor hals og gribebræt blev fræset ud af én enkelt stålblok og forlænget til en rektangulær »kerne«, som udgjorde den midterste del af guitarens krop. »Kernen« blev produceret af Sandvik Coromant af genanvendt rustfrit stål og på en femakset drejefræser.
Guitarens gribebræt blev ligeledes fræset i metal, mens resten af guitarkroppen samt de små komponenter alle blev 3D-printet i titanium.
Et mesterværk
Det tætte samarbejde mellem Sandvik og Andy Holt endte med at blive et teknologisk kreativt mesterværk.
I alt varede hele projektet kun ca. fire måneder fra den første konceptidé til færdigt projekt, herunder var der afsat flere dage til gennemgang af design og materialer sammen med Malmsteen i Stockholm. Selve produktionsfasen tog ca. en måned, hvilket var bemærkelsesværdigt hurtigt i betragtning af, at Sandvik aldrig har bygget en guitar før.
Læs hele historien i Maskin Aktuelt.