Procesoperatøruddannelsen deltog i år som demonstrationsfag på DM i Skills, som blev afholdt i Fredericia den 4.-6. februar.
Standen blev hurtigt et tilløbsstykke, da det udstillede procesanlæg producerede varme popcorn non-stop. Og de unge stod gerne i kø for at fylde et kræmmerhus med popcorn – samtidig fik de stukket et faktaark om uddannelsen i hånden.
Procesanlæg bygget af skolens elever
Procesoperatørelev Søren Lundsgaard fortæller, at mange var imponerede over det lille fuldautomatiske procesanlæg, som han havde været med til at bygge sammen med andre procesoperatørelever fra EUC Lillebælt. Anlægget, som var magen til dem, der står ude i virksomhederne, var med til at vise, hvordan et procesanlæg fungerer.
-På vores stand mødte vi en masse unge mennesker, som ville høre, hvad man laver som procesoperatør, og de var meget interesserede i det lille procesanlæg. Det var også sjovt at opleve, hvor forbavsede folk blev over, hvordan anlægget fungerede.
Søren Lundsgaard er i lære på kemikalievirksomheden Cheminova A/S, som producerer sprøjtemidler til landbruget. Når der produceres insektmidler, er han med hele vejen. Det er hans ansvar lige fra starten, når der tages råvarer ind, undervejs i processen, og når produktet skal omdannes i den rigtige kvalitet. Han er desuden meget tilfreds med, at han kan overføre al teori fra skolen til virksomheden.
-Det er en hammerfed uddannelse, som jeg tager med EUX. Det vil sige, at jeg får det bedste fra begge verdener. Ved at tage en erhvervsuddannelse lærer man både at bruge sine hænder, og man lærer at bruge den teori, man har lært på skolen, ude i virkeligheden, forklarer han.
Søren har styr på sine fremtidsplaner
Den 19-årige elev ser frem til at blive udlært procesoperatør om et halvt år. Og han har helt styr på sine fremtidsplaner. Først vil han aftjene sin værnepligt hos Beredskabsstyrelsen, og derefter er planen at læse til maskinmester eller ingeniør.
Og Søren Lundsgaard er slet ikke i tvivl om, at hans praktiske arbejde fra læretiden er en kæmpefordel, når han skal tilbage på skolebænken.
Foto: De tre procesoperatørelever fra EUC Lillebælt (set fra venstre) Ole Korsgaard, Søren Lundsgaard og Kasper Klindt. Procesoperatør er en af industriens uddannelser.