Millioner af turister valfarter hvert år til Paris – og en af hovedattraktionerne er Louvre, der har en af verdens største kunstsamlinger og blandt andet huser mesterværker som Mona Lisa og Venus de Milo.
Det er nok de færreste besøgende, der overhovedet tænker over temperaturen. Men faktum er, at denne ikoniske bygning i hjertet af den franske hovedstad afkøles af et af verdens største fjernkølesystemer. Systemet består af et 52 kilometer underjordisk netværk, der slanger sig under byens historiske centrum, og som servicerer over 500 bygninger. Udover Louvre omfatter det også vartegn som Paris Opera, Forum des Halles, Banque de France, Galeries Lafayette og Ritz Hotel.
Det underjordiske princip
Det grundlæggende princip bag fjernekølesystemet er, at en central kilde servicerer flere bygninger. Dette giver en række fordele i forhold til individuelle klimaanlæg – især for en by som Paris, hvor mange af bygningerne er af stor historisk og arkitektonisk værdi, der forbyder installation af klimaanlæg.
Desuden reducerer fjernkølesystemet både energiforbruget og miljøpåvirkningen. Det anslås, at en typisk bygning ved hjælp af systemet vil udlede 20 procent mindre kuldioxid og opleve 30 procent mindre kølemiddellækage sammenlignet med et individuelt klimaanlæg.
Hver bygning serviceres af en fuldt automatiseret intelligent substation, der er forbundet med et netværk af seks distriktskøleanlæg. Alle seks anlæg er placeret under jorden, og tre af dem bruger vand taget direkte fra Seine-floden.
I starten anvendte man forskellige varmevekslere i hver enkelt substation. Det blev dog hurtigt klart, at det ville være mere effektivt at bruge én leverandør. Og så underskrev virksomheden en treårig kontrakt med Alfa Laval om at levere pladevarmevekslere til 100 substationer.
Læs hele historien i Teknisk Nyt.