Bent Urup, biolog og ph.d.,Fredericia, var modtageren af Patent Nords Innovationspris 2016. Bent Urup fik prisen, da han, i samarbejde med virksomheden Krüger A/S, har udviklet det banebrydende miljøvenlige landbaserede RAS2020 fiskeopdrætsanlæg.
RAS2020 fiskeanlægget muliggør, at man kan producere fisk stort set overalt, da udledningen kan tilpasses de gældende miljøkrav, og samtidig har anlægget et meget lille behov for tilførsel af frisk vand.
RAS2020 er et nyt innovativt cirkulært design, der med stor fleksibilitet gør det muligt at producere en lang række kommercielle arter af fisk. Anlægget fylder væsentligt mindre end traditionelle landbaserede anlæg som følge af det unikke design, og et avanceret kontrolsystem der styrer alle vigtige parametre som eksempelvis ilt, pH, CO₂ og temperatur. Teknologien tilgodeser derfor i højere grad fiskens naturlige behov.
I Hanstholm bygges p.t. Nordeuropas første RAS2020 opdrætsanlæg til sushifisk. Opdrætsanlægget bruger kun en procent af den mængde vand per ton produceret fisk, som kræves i traditionelle dambrug på land. Den markante vandbesparelse skyldes, at RAS2020 kontinuert recirkulerer, renser og genbruger vandet.
Teknologien er patentanmeldt og varemærkebeskyttet i store dele af verden, hvor der er et stort eksportpotentiale.
Innovationsprisen er indstiftet af Patent Nord i år 2011 og uddeles en gang årligt til en person eller en virksomhed, som i et bemærkelsesværdigt omfang har udviklet nye innovative produkter og effektivt patentbeskyttet de nye produkter til glæde for hele det danske samfund.