Den første votering i juryen er overstået, og det kan hermed afsløres, hvem der er nomineret til DIRA Automatiseringsprisen 2019.
Ud af 17 kvalificerede indstillinger har juryen udvalgt tre til at kæmpe om at vinde prisen, der bliver overrakt på hi 2019 den 1. oktober.
De nominerede er …
Aalborg Universitetshospital – Klinisk Biokemisk Afdeling for implementering af Den Intelligente Forsendelseskasse.
Med den automatiske løsning til håndtering og sortering af blodprøver har Aalborg Universitetshospital øget kapaciteten og kvaliteten samt formindsket antallet af fejl gennem forbedret sporbarhed og temperaturovervågning. Samtidig er arbejdsmiljøet blevet forbedret gennem automatisering af ensidigt gentaget arbejde.
Partnere: LT Automation og Intelligent Systems.
Indstillet af: Kamilla Møller fra Intelligent Systems.
Hav Line for deres nye fabrik i Hirtshals.
Fra havbrug langs Norges kyst suges laks op i skibe, som slagter laksene på vej til Hirtshals, hvor de med et nyt, stort og højt automatiseret anlæg sorteres og pakkes inden den sidste transport ud til kunder i Europa. Denne kombination af maksimal kapacitet og innovativ udnyttelse af eksisterende teknologi er banebrydende i laksebranchen.
Partner: Bila.
Indstillet af: Jesper Højmark Pedersen fra Bila.
Leth Beton for deres robotløsning til slibning af terrazzotrapper.
I en branche, som har været præget af hårdt manuelt arbejde og begrænset anvendelse af digitalisering og automatisering, har Leth Beton taget en fleksibel slibeløsning i brug. Centralt i løsningen er to robotter, laseropmåling samt en 15 meter lang portal, der muliggør lang produktionstid uden manuel indgriben.
Partner: LT Automation.
Indstillet af: Lasse Thomsen fra LT Automation.
2019-juryen består af:
Ole Madsen, professor ved Institut for Mekanik og Produktion ved Aalborg Universitet
Peter Krogh, technical manager ved Vola
Bjørn Godske, journalist ved Ingeniøren med ansvar for produktion
Nigel Edmondson, direktør ved MADE
Dorte Martinsen, CEO ved BM Silo
Martin Vejling Andersen, senior programme manager, Production Development ved Linak (vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2018).
Sammen med medlemmer og jury besøger DIRA de tre nominerede virksomheder i den kommende tid.