Ølgod Elektro A/S er første Emerson Industrial Automation distributør i Danmark. Virksomheden er udnævnt som distributør af Control Techniques og Leroy-Somer produkter og klar til at servicere det voksende marked for energibesparende elmotorer og drevløsninger i industrien.
Hos Emerson Industrial Automation oplever man et øget fokus i mange industrier på besparelsesmulighederne ved opgradering og udskiftning af elmotorer og frekvensomformere til de nyeste og mest energibesparende drevløsninger. For at videreudvikle service til det voksende marked har Emerson Industrial Automation nu indgået en distributør- og samarbejdsaftale med det anerkendte og veletablerede elektro- og automationsfirma Ølgod Elektro A/S. Som distributør er Ølgod Elektros fagfolk uddannet i de nyeste PM-motor- og drevteknologier med hovedvægt på energioptimering og procesvurdering.
Firmaet har i længere tid løst opgaver for Emerson Industrial Automation inden for variabel hastighed på elmotorer, baseret på Dyneo PM-teknologi og har således stor erfaring i Emersons frekvensomformerløsninger – fra standard til avancerede løsninger.
Ølgod Elektro A/S beskæftiger 14 fuldtidsansatte. Alle er faguddannede inden for deres speciale som elektromekaniker, ingeniør, reguleringstekniker eller tavlebygger. Hovedprodukterne er tavleopbygninger, el-motorer, servo, gear, pumper, pneumatik samt komponentsalg af produkter hertil. Kundekredsen er meget bred og kan groft opdeles i følgende hovedgrupper: Træ, plast, maskin, petfood, dambrug, håndværk, landbrug og installatører.
Ølgod Elektro A/S er således specialister, når det kommer til salg, servicering af energioptimeringsprojekter, servoløsninger, frekvensomformere samt reparation af elektromekaniske produkter.
Samarbejdet med Emerson Industrial Automation vil videreudvikle energioptimering af elmotordrift samt avanceret motorregulering som et kompetenceområde.