Copenhagen Atomics, Topsoe, Alfa Laval og Aalborg CSP har indgået et ”memorandum of understanding” med ammoniakproducenten Pupuk Kaltim og Pertamina New and Renewable Energy, som begge er ejet af den indonesiske stat, om at bygge et anlæg til over 20 mia. kr. i Bontang, Indonesien, der kan producere en million tons ultra-lav-emissions-ammoniak om året. Det er nok til at producere gødning til produktion af mad til 45 millioner mennesker, ca. en sjettedel af den indonesiske befolkning.

I løbet af de næste seks måneder skal de afsluttende undersøgelser være gennemført, og de juridiske forhold i Indonesien skal være fuldt klarlagt.
Anlægget vil spare udledningen af 1,7 millioner ton CO2 om året sammenlignet med naturgasbaseret gødningsproduktion.
Atomkraft fra Danmark
Det helt nyskabende ved anlægget er, at det bliver drevet af atomkraft fra det danske selskab Copenhagen Atomics, der er med i det globale kapløb om at levere små, modulære atomreaktorer, SMR’er, som forventes at blive en vigtig del af verdens fremtidige energiforsyning.

Copenhagen Atomics udvikler og planlægger at massefremstille thorium smeltesaltreaktorer (thorium molten salt reactors). Virksomhedens mission er at vise, at atomkraft kan være hurtigere at implementere, have lavere omkostninger og en bedre affaldsprofil end tradionel a-kraft. Virksomheden planlægger at finansiere, bygge, eje og drive atomkraftværkerne, og hvert samlebånd er planlagt til at lave én atomreaktorenhed per dag.
Thorium er mere rigeligt tilgængeligt end traditionelle uranbaserede brændstoffer. Reaktorer fra Copenhagen Atomics kan lave 100 gange mere energi fra hvert ton udvundet materiale sammenlignet med traditionelle atomreaktorer.
Atomkraftværket bliver på 1 gigawatt (GW), bestående af 25 SMR’er og hele værket skal køre i 50 år. Danmarks elforbrug midt på en gennemsnitlig hverdag i maj er under 5 GW.
Anlægget forventes at åbne i 2028, og projektet bliver blandt de første, hvor Copenhagen Atomics’ modulære ”molten-salt” thorium-reaktorer kommer i drift.

• Nye elektrolyseceller fra Topsoe
Udover ammoniaksyntesen vil Topsoe levere helt nyudviklet elektrolysecelle-teknologi, kaldet SOEC. SOEC gør produktionen af brint væsentligt mere effektiv og billigere. Brint er et mellemtrin i produktionen af ammoniak.
• Afsaltning og varmevekslere fra Alfa Laval
Alfa Laval vil levere varmevekslere for at optimere energibalancen i anlægget og teknologi til afsaltning som skal producere ultrarent vand til elektrolyseprocessen.
• Termisk energilagringsteknologi fra Aalborg CSP
Aalborg CSP skal designe og levere termiske energilagringssystemer, ”molten salt” baserede dampkedler, der giver den energibalancering, som kræves for at integrere energiproduktionen fra SMR-modulerne med elproduktion og spildvarme fra kraftturbiner med produktion af ultrarent vand.
Milliard-dollar projekt
Budgettet for hele projektet er ikke endeligt defineret, men byggeriet forventes at koste omkring fire milliarder USD plus drift og vedligeholdelse af anlægget samt levering af strøm til anlægget fra SMR-reaktorerne efterfølgende.
I anlæggets levetid vil det producere ammoniak til en værdi af 25 milliarder USD i nutidens priser.
Ammoniakken fra anlægget kan også potentielt bruges som CO2-frit marine e-brændstof – og da Indonesien er på en af de store handelsruter for international skibstrafik, kan det være en oplagt anvendelse.
Anlægget vil være særdeles konkurrencedygtigt på markedet for ultralavemissions-ammoniak, hvilket er centralt for at reducere landbrugets og skibsfartens CO2-aftryk fra kunstgødning og brændstof. Derfor forventer de danske aktører, at der vil være efterspørgsel efter lignende faciliteter andre steder i verden.
Underskriftsceremoni i Lyngby
Aftalen blev underskrevet den 19. maj i København hos Topsoe i Lyngby, og alle de deltagende virksomheder var til stede samt repræsentanter for den indonesiske ambassade.

Efter underskriftsceremonien deltog alle de involverede partnere i en workshop afholdt af Copenhagen Atomics i Søborg.
