Danmark er et stærkt iværksætterland, som er kendt for sine mange innovative startups. Ikke mindst inden for tech-segmentet. Men coronapandemien har slået benene væk under mange af de små startups, som nu kæmper med manglende kapital og et stort behov for hjælp og rådgivning. Som følge af corona har mange investorer trukket sig, kontrakter er mistet, syge og fraværende medarbejdere har sat en midlertidig stopper for forretningsudviklingen, og virksomhederne afskæres fra adgangen til internationale markeder.
Derfor har Tech Nordic Advocates, Nordeuropas største tech/iværksætternetværk, sat sig for at oprette en ny platform i samarbejde med Vækstfonden, hvor al hjælp til de danske startups samles på ét sted.

Platformen, ”Startup Ecosystem Covid-19 Resource Hub”, gik officielt i luften fredag den 1. maj ved et online live-event, hvor blandt andet Jeanette Carlsson, stifter og CEO i Tech Nordic Advocates, bestyrelsesformand Stine Bosse og Rolf Kjærgaard, administrerende direktør i Vækstfonden, fortalte om den nye platform og besvarede spørgsmål.
Stine Bosse, som er udnævnt som bestyrelsesformand for Tech Nordic Advocates i forbindelse med lancering af den nye platform, og som blandt andet er tidligere koncernchef i Tryg, bestyrelsesmedlem i TDC og Nordea, nuværende bestyrelsesmedlem i Allianz, formand for TeleGreenland, kvindelig topchef, og senest formand for TechDK Kommissionen, siger:
-Jeg er meget glad for at få lov til at bidrage til dette vigtige netværk. Innovation og iværksætteri er vigtigere end nogensinde før, og jeg kan ikke mindes, at samarbejde, netværk og partnerskaber har betydet mere end netop nu under coronakrisen, hvor startups og hele økosystemet har så stort behov for støtte. At jeg personligt derudover kan sende et vigtigt signal til unge kvinder om, at tech ikke er forbeholdt mænd, men for alle, er jeg også glad for. Tech løser nogle af vor tids største udfordringer, som vi ser netop nu. Så vi har brug for stærke fora, hvor vi kan blive endnu dygtigere sammen, samarbejde og støtte ”de små”, som netop er det, vi gør med lanceringen af vor C-19 Resource hub. Jeg glæder mig meget til opgaven og til at bidrage til den vigtige debat om etik og moral i branchen, siger hun.
Har eksisteret siden 2015
Tech Nordic Advocates har siden 2015 arbejdet for at styrke iværksætteri og vækst i særligt techsektoren, samle økosystemet, og skabe større skalerings- og vækstmuligheder for startups/scaleups. Både på et voksende nordisk/baltisk ”hjemmemarked” og ved at give adgang til globale markeder gennem Tech Nordic Advocates’ globale netværk; Global Tech Advocates. Men i kølvandet på coronakrisen er der opstået et nyt akut behov for hjælp og let tilgængelig vejledning blandt startup-økosystemet.
Derfor besluttede Tech Nordic Advocates sig for at lave en slags one-stop-shop for startups med behov for hjælp, fortæller Jeanette Carlsson, Founder & CEO, Tech Nordic Advocates:
-Tech Nordic Advocates’ mission er at være den ledende drivkraft og platform for iværksætteri og tech-sektorvækst i Norden/Baltikum med Danmark som omdrejningspunkt. Vores vision er at cementere Danmark, Norden/Baltikum, som en ledende global tech-hub. Vi oplever p.t. som følge af coronakrisen et kæmpe startup/økosystembehov for hjælp til at komme igennem krisen. Det er således naturligt, at vi går i spidsen for lancering af en C-19 Resource Hub med det formål for øje. Jeg kan ikke forestille mig en mere erfaren bestyrelsesformand med større slagkraft til at stå i spidsen for vor bestyrelse og tiltag som dette end Stine Bosse. Tech Nordic Advocates bestyrelse ser meget frem til samarbejdet med Stine.
Vækstfonden er samarbejdspartner på projektet, og her glæder man sig over det nye samarbejde, fortæller Rolf Kjærgaard, administrerende direktør i Vækstfonden:
-I denne krise skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe danske iværksættere. Derfor er det godt og rigtigt set af Tech Nordic Advocates at samle én indgang til iværksætterne i en hub. Det kan være en hjælpende hånd i denne svære tid, og med stærke kræfter i spidsen er jeg ikke i tvivl om, at det bliver et vigtigt værktøj til at komme godt ud på den anden side af krisen for iværksætterne.
På den nye platform kan startups og andre virksomheder, der har behov for hjælp, finde viden og modtage rådgivning i forhold til lige netop de problemer, de står over for. En lang række virksomheder og eksperter har indgået partnerskab med Tech Nordic Advocates og deres danske, nordiske og globale ”Global Tech Advocates”-netværk med over 12.000 tech-sektor ledere, som står til rådighed for virksomheder, der har behov for hjælp. Det gælder blandt andet Danish Business Angels (DanBAN), Lundgrens (Advokatfirma), Kreab, Kommunikationsbureau), Digital Hub Denmark, First Capital, Funderbeam, Dell (teknologivirksomhed) m.fl.
Blandt andet tilbyder platformen en real-time chat-funktion, som kommer til at være bemandet i dagtimerne, hvor startups kan stille spørgsmål og få live-rådgivning om eksempelvis juridiske, forretningsmæssige, kommunikationsmæssige og finansielle spørgsmål fra forskellige eksperter fra startup-økosystemet. Ligeledes stiller en række eksperter sig til rådighed for gratis en-til-en rådgivning efter aftale – typisk en time om ugen eller hver 14. dag.
Platformen opdateres løbende med forskellige events, podcasts, webinarer, som kan give brugbar viden og gode råd til startups og virksomheder, som forsøger at navigere gennem coronakrisen, ligesom Tech Nordic Advocates på platformen har samlet brugbar information, ressourcer, casestudier, best practice-eksempler fra Danmark og andre lande, inklusive lande som er foran Danmark på covid-19-kurven, og andet relevant materiale.