Jeppe Sørensen er ny account manager og skal være med til at udvikle stål- og teknikgrossistens salg til kunder i den offentlige sektor.
Jeppe Sørensen, 48 år, er tiltrådt som account manager for B2G-kunder hos Lemvigh-Müller. Her skal han indgå i stål- og teknikgrossistens særlige fokusteam, der arbejder målrettet på at udbygge samhandelen med og styrke relationerne til offentlige kunder som forsvar, politi, sundhedsvæsen og uddannelsesinstitutioner.
Jeppe Sørensen har omfattende erfaring med B2G-salg og har blandt andet arbejdet med at etablere nye kunderelationer, behandle udbud og implementere rammeaftaler. Han kommer senest fra en stilling som key account manager hos Abena, der forhandler og fremstiller produkter til sundheds- og plejesektoren. Tidligere har Jeppe Sørensen blandt været key account manager hos kontorteknik og -inventargrossisten Lyreco. Han skal primært arbejde med Lemvigh-Müllers B2G-kunder på Sjælland og øerne.
Lemvigh-Müller er Danmarks største stål- og teknikgrossist med 1.300 ansatte, 350.000 varenumre inden for seks forretningsområder, 23 håndværkerbutikker, to distributionscentre og flere produktionsafdelinger.