Nordelektro A/S har pr. 1. april 2020 ansat Mads Mayntzhusen Purkær, 37 år, i en nyoprettet stilling som key account manager. Han er uddannet installatør og kommer fra en stilling som serviceleder hos Lindpro i Aalborg med overordnet ansvar for stærkstrøms- og svagstrømsafdelingen. CV’et tæller også ansættelser som department manager hos ENIIG, projekt- og afdelingsleder hos HEF, service- og projektleder hos Kemp & Lauritzen og serviceleder hos Mariendal Electrics. Som key account manager hos Nordelektro får Mads Mayntzhusen Purkær det daglige ansvar for den hastigt voksende Multiservice-forretning, der tilbyder kunden en samlet løsning for drift, vedligehold og optimering af alle tekniske installationer og anlæg.
Ligeledes pr. 1. april 2020 har virksomheden ansat Camilla Saksager Uggerhøj, 34 år, i en nyoprettet stilling som controller. Hun er cand.merc.aud og HD i Regnskab og Økonomistyring og kommer fra en stilling som revisor i Beierholm, hvor hun har arbejdet siden 2008. Som controller hos Nordelektro bliver Camilla Saksager Uggerhøj ansvarlig for økonomistyringen og får en central rolle i den forretningsmæssige udvikling af virksomheden som finansiel sparringspartner for ledelse og overmontører.
Nordelektro A/S har rødder tilbage til 1934 og udfører installation, service og vedligehold inden for områderne elektromekanik, elevatorer, kraner, maskiner, elteknik og sikring. Virksomheden har afdelinger i Aalborg og Frederikshavn, men arbejder landsdækkende for en bred kundegruppe inden for industri og erhverv, almennyttige boligselskaber samt offentlige virksomheder.