Verdenshavene indeholder enorme mængder plast. Der er de store synlige genstande som poser, flasker og fiskenet, og så er der de usynlige, mikroskopiske plastfragmenter, der findes overalt i vandsøjlen. Hver eneste dag skyller EU-landene mange tusinde tons mikroplast ud i Nordatlanten. Forskere skal nu undersøge, hvor skadeligt det er for de nordatlantiske havdyr og miljøet.
-Når mikroplast bliver optaget af og akkumuleret i mindre havdyr, kan det udgøre en trussel mod hele det marine økosystem, siger Jamileh Javidpour, der er marinøkolog ved Syddansk Universitet.
Hun er en del af HOTMIC (Horizontal and vertical oceanic distribution, transport, and impact of microplastics); et europæisk forskningsprojekt med deltagere fra flere lande, der nu går sammen om at undersøge mikroplastens skæbne i det nordlige Atlanterhav. I Danmark bidrager Innovationsfonden med 2.497.500 kroner til finansieringen.
Udover sit engagement i dette projekt koordinerer hun det internationale projekt GoJelly, der undersøger vandmænds egenskaber til at rense havvand for mikroplast. Projektet forsker desuden i, hvordan vandmænd kan anvendes til dyrefoder, fødevarer, rynkecreme og gødning.
Hvor bliver plasten af?
Det vurderes, at mindst 1,71 millioner tons plast hvert år kan nå ud til de store strømhvirvler i havet. Men det er uvist, hvor det helt konkret bliver af. Hvor meget flyder på havoverfladen? Hvilke mekanismer kontrollerer transporten af plast fra land til åbent hav? Og hvad sker der med plasten, når den når det åbne hav?
HOTMICs mission er at undersøge, hvordan plast transporteres rundt i for eksempel vandsøjlen og i sedimenter på havbunden.
-Måske bliver mikroplastpartiklerne transporteret rundt i havet af mikroorganismer eller havdyr; et lille dyr kunne indtage partiklerne og derefter skille sig af med dem som afføring, der synker ned i dybere vand. Eller måske vokser der mikroorganismer på overfladen af mikroplastpartiklerne, så de bliver tungere og mister opdrift, siger Javidpour.
Kan dyr indsamle mikroplast til os?
Tidligere forskning udført af Jamileh Javidpour og kolleger har vist, at visse former for dyreplankton og vandmænd muligvis er i stand til at hjælpe os med at indsamle mikroplastpartikler i havet.
-Sådanne dyr kunne have betydeligt potentiale til at indfange marine partikler i vandsøjlen, herunder mikroplast. Den slim, som eksempelvis vandmænd frigiver under reproduktion, forsvar eller som stressrespons, er nemlig yderst effektivt til at fange partikler i mikro- og nanostørrelse med, forklarer Javidpour.
Plastfakta
Hver gang du træder på bremsen i din bil, slides der lidt mikroplast af dækkene. Det skylles af vejen med regnvand og ender i havet. Hvert år genereres 503.586 tons mikroplast udelukkende fra almindeligt dækslid i EU.
Ca. 90 procent af den plast, der ender i havet, kan der p.t. ikke gøres rede for. Formentlig fordi det bliver nedbrudt til mikroplast, som ikke kan registreres.
Siden 1950 har verden produceret 8.300 millioner tons plast, hvoraf 4.900 millioner tons er blevet smidt ud som affald. Det er uvist, hvor meget, der ender i miljøet.
Anslået 5-13 millioner tons plast ender hvert år i havet.
Nordatlanten indeholder anslået 20 procent af alt det plast, der flyder rundt i verdenshavene. Det meste befinder sig mellem Azorerne og Bermuda.