Mens millioner af øjne er rettet mod sportsbegivenhederne på jorden – foregår der også aktivitet i luften: OL i Rio overvåges nemlig fra fire luftballoner, der er udstyret med overvågningskameraer af den slags, der hidtil kun har været brugt af det amerikanske forsvar i Afghanistan, hvor de har afsløret placeringen af vejsidebomber.
Kameraerne benævnes wide area motion imagery (WAMI) og er fra Logo Technologies.
Hver kamera-enhed har 13 elektro-optiske kameralinser og sensorer i en cylinder, som er monteret på hver sin luftballon. De fire balloner er tøjret til en højde af 200 meter over den Olympiske By. Tilsammen indsamler de fire kamera-systemer gigantiske mængder data: De opfanger alt, hvad der foregår i byen 24 timer i døgnet under afholdelsen af OL. Kameraerne optager i 360° i en opløsning på 120 megapixels – svarende til 60 styks fuld HD-tv.
Denne avancerede teknologi betyder, at den Olympiske By og de tilhørende omgivelser er under konstant observation ud fra et sikkerhedsmæssigt aspekt. Det er muligt at opdage og hurtigt reagere på eventuelle krisesituationer. Overvågningen dækker et areal på omkring 160 kvadratkilometer.
Logo Technologies samarbejder med Altave, der udvikler sikkerhedssystemer og overvågning. Virksomheden har et certifikat fra ABIMDE (Brazil’s Defense and Security Industry Association). Kameraerne er integreret som en del af Altaves Omni aerostat-løsning. Det er første gang, at denne form for avanceret teknologi anvendes til en større begivenhed, men interessen på internationalt plan er klart stigende.
Kilde: Mootherboard.
Forsidebillede: http://www.pixabay.com.