Er det en hund eller en muffin? Kunstig intelligens kan give svaret. Hvorfor er kunstig intelligens så vigtigt, og hvad kan det bruges til udover at identificere henholdsvis hunde og muffins? Disse spørgsmål – og flere – var på dagsordenen til DIRAs seneste faglige arrangement.
Kunstig intelligens (AI) er et alsidigt redskab, der bliver brugt til alt fra vurdering af konsistensen og dermed kvaliteten af kartoffelchips til effektivisering og automatisering af kølesystemer ved Google.
Den 21. april afholdt DIRA et fagligt arrangement om netop AI. Og spørger man Andreas Liebl, direktør i Unternehmer TUM og oplægsholder til arrangementet, er det vigtigt, at der bliver fokuseret på kunstig intelligens.
-Virksomheder er nødt til at tænke over deres AI-strategi, og de er nødt til at gøre det nu. Vi er nået til et punkt, hvor en basal investering kun bevarer brugerens placering ved det industrielle gennemsnit – man er nødt til at investere for at forblive konkurrencedygtig, fortalte den tyske AI-ekspert.
Som del af programmet kunne man også opleve case-præsentationer fra Novo Nordisk og Teknologisk Institut om fordelene ved implementering af AI, og om nogle af de udfordringer, industrien står overfor lige nu.
Arrangementet, der oprindeligt skulle have været afholdt som gå-hjem-møde, blev grundet covid-19 i stedet arrangeret som webinar, hvor deltagere kunne se med og stille spørgsmål gennem Microsoft Teams. Webinaret tiltrak flere end 30 deltagere, som ud fra evalueringerne var godt tilfredse med programmet.
At skelne mellem billeder
Når man taler om kunstig intelligens, findes der mange forskellige slags redskaber. Der findes eksempelvis simulationer, der kan lære sig selv en strategi ud fra et mål, man har bestemt, og der er netværkssystemer, der fungerer ud fra en netværksarkitektur og en algoritme, programmøren har designet.
-En anden teknik kaldes supervised learning, hvor man træner redskabet til at skelne imellem genstande gennem samples, eksempelvis billeder, forklarede Andreas Liebl.
-Således kan man for eksempel lære redskabet at skelne mellem chihuahua-hunde og blåbær-muffins, som på billedet, fortæller han afslutningsvis.