DLF i Odense, der er en af verdens største producenter af græsfrø, automatiserer pakningen af græsfrø med komplet pakke- og palleteringslinje fra lokale Egatec A/S.
-Vi har valgt Egatec som partner på denne automatiseringsløsning, da Egatec dels er en lokal virksomhed, der kan give hurtig service, hvis der opstår problemer, men også fordi vi synes, at Egatec er kommet med nogle innovative løsninger på de ønsker, vi har til produktionshastighed og omstillingshastighed, begrunder produktionschef i DLF, Carl Christian Knudsen, valget af den lokale leverandør.
En tilpasset løsning
Det nye anlæg kommer til at fordoble kapaciteten, når det bliver implementeret i den kommende tid. Løsningen er baseret på en standardpalleteringsrobot EGApicker. DLF-versionen er specialdesignet med en ekstra robot og har derfor fået navnet duo-EGApicker. Den skal først pakke æsker med græsfrø ned i kasser og derefter stille dem på en palle. Der er tale om forskellige produktvarianter, da både de æsker og kasser, der skal pakkes og palleteres, varierer i størrelse og form. Græsfrøene kommer nemlig i forskellige æsker fra 250 gram op til 4 kg og skal pakkes ned i enten bakker, kasser eller displaykasser.
DLF kører både med små og store produktionsserier, og derfor skal der være mulighed for at skifte mellem forskellige serier flere gange om dagen. Det kræver et fleksibelt anlæg, der nemt og hurtigt kan omstilles.
-Det kalder vi for receptstyring, altså hvor vi har oprettet og gemt recepter på alle de forskellige processer, og hvor en medarbejder effektivt kan skifte om til en ny produktvariant, fortæller CEO Mads Nychel, Egatec.
Anlægget bliver desuden leveret med en Pallet Pattern Generator, som er et nyudviklet softwareprogram til styring af palleteringsmønstre.
-Det er et nyt produkt, som skal gøre mønsterstyringen i vores EGApicker endnu lettere. Ved hjælp af en intuitiv drag-and-drop-funktion kan operatøren nemt og intuitivt oprette og styre et palleteringsmønster. Herefter bliver der sendt en fil til EGApickeren, som derefter palleterer i det angivne mønster, siger Mads Nychel videre.
Den specialudviklede pakke- og palleteringslinje resulterer i en pladsbesparende løsning, idet hele processen varetages i den samme celle. Cellen udstyres med forskellige gribere, der kan håndtere emner af forskellig størrelse og type. Løsningen omfatter blandt andet også en kasserejser og en toplukker samt den interne transport.
Den fuldautomatiske pakke- og palleteringslinje forbedrer også arbejdsmiljøet ved DLF. Tidligere har der været en del ensidet gentaget arbejde i pakkeområdet. Dette varetages fremover af robotterne fra Egatec.