Mange danske produktionsvirksomheder mærker i den grad krisen, efter at Covid-19 har tvunget flere globale og nationale markeder i knæ. At fremtiden er både uvis og usikker er tydeliggjort for enhver. Men med projektet Fremtiden Nu har Dansk Design Center, Industriens Fond og Dansk Industri skabt et innovativt udviklingsforløb, der skal forsøge at hjælpe små og mellemstore produktionsvirksomheder til at stå stærkere i den fremtid, der kommer. Og der er nu åbent for tilmeldinger.
-I forløbet skal virksomhederne blandt andet arbejde strategisk med fremtidsscenarier. Vi har tidligere brugt metoden i sundhedssektoren med stor succes, og nu har vi så udviklet en række nye levende fremtidsscenarier, der særligt har øje på produktionsvirksomhederne og deres udfordringer, forklarer direktør for Dansk Design Center Christian Bason og tilføjer:
-Virksomhederne får adgang til fremtiden på en helt ny måde, nemlig gennem indtalte menneskelige fortællinger, som gør det langt mere umiddelbart og nærværende. Gennem fortællingerne oplever de præcis hvor forskelligartet, fremtiden kan udfolde sig. På den måde kan de blive inspireret til at sætte en retning og proaktivt påvirke fremtiden på den måde, de ønsker, allerede i dag. For mange danske produktionsvirksomheder er det en helt ny måde at arbejde med innovation på, og det glæder vi os til at hjælpe dem med.
Skal fremtidssikre forretningen
Med det nye projekt vil Industriens Fond hjælpe virksomhederne med at sætte fremtiden i rampelyset.
-Hvis produktionsvirksomhederne ikke er rustede til morgendagens komme, så mister vi jo en vigtig del af dansk erhvervsliv. Gennem projektet stiller vi nogle konkrete værktøjer til rådighed. På den måde hjælper vi virksomhederne til at hæve blikket lidt fra den daglige drift og rette det hen mod strategien og fremtidens forretningsmodel, siger Thomas Hofman-Bang, adm. direktør for Industriens Fond og understreger:
-Fremtiden ser med sikkerhed anderledes ud, end det vi kender i dag. Og det skal virksomhederne være bedst muligt forberedte på, så de vedbliver med at være konkurrencedygtige og er klar til at gribe de muligheder, som opstår.
Fremtiden Nu handler helt konkret om, at de deltagende virksomheder ved hjælp af lyd, billeder og fortællinger bliver præsenteret for forskellige plausible versioner af fremtiden, nærmere bestemt år 2050. Ved at ”møde” denne fremtid får virksomhederne noget mere håndfast at navigere deres strategi og forretning efter.
-Det stærkeste ved at arbejde med fremtidsscenarier i de her forløb er, at virksomhederne oplever, at fremtiden ikke længere er ude af deres hænder. Den er til forhandling og kan formes, fortæller Christian Bason.
Har protytypet sig til ny forretningsmodel
En af de produktionsvirksomheder, som netop har gennemført deres anden bootcamp er Mouritsen A/S, der er specialister i procesudstyr. På forløbet har de ”prototypet sig” til en ny forretningsmodel. Virksomheden har under hele forløbet en tæt sparring med en særligt tildelt mentor.
-Arbejdet med fremtiden har været både inspirerende og udfordrende. Jeg har fået masser af benzin til mine tanker og vores strategi. Forløbet har hjulpet os til at udvide rammerne i vores nuværende virksomhed, og det har givet os så meget. Samtidig er det mega spændende at sparre med de andre virksomheder og høre deres gode idéer, siger Pieter Mouritsen, stifter og ejer af Mouritsen A/S.
-Det var fedt at få lov til at arbejde konkret med vores problemstilling, og vi sad nærmest og dirrede for at komme i gang med at bygge prototyper. Vi vil gerne gøre en forskel og facilitere den grønne omstilling i procesproduktion. Derfor arbejdede vi blandt andet med, hvordan man kan få italesat det og få kommunikeret budskabet ordentligt til vores medarbejdere, eksterne aktører og kunder, fortæller han videre.
Fremtiden Nu løber frem til slutningen af 2021, og der er åbent for tilmelding til andet heat frem til 26. marts 2021. Det er gratis at deltage, men forudsætter et ambitiøst engagement fra to-tre medarbejdere, samt involvering på ledelsesniveau. Læs her, hvordan man kommer med i med i projektet.
Fremtiden Nu er et nyt strategi- og forretningsudviklingsforløb for små og mellemstore danske produktionsvirksomheder på tværs af brancher. Forløbet er bygget op omkring løbende sparring med førende eksperter samt en række intensive nedslag, herunder tre bootcamps.
Initiativet drives af Dansk Design Center og er støttet af Industriens Fond.