Automation Modules producerer et fleksibelt og prisbilligt robotsystem, som gør det muligt for virksomheder – ved egen hjælp – at automatisere deres produktion selv ved helt små seriestørrelser.
Via Automation Modules’ nye forhandler i Berlin er det på kort tid lykkedes at installere den første celle ved en kunde lidt uden for Berlin. Kunden er en spåntagende bearbejdningsvirksomhed, der også har specialiseret sig i vandskæring. Ligeledes er der installeret et robotsystem hos den nye forhandler, der sælger CNC-maskiner og skærende værktøj. Modular, som systemet kaldes, er opstillet i deres showroom, hvor den indgår i et samarbejde med en CMZ-drejebænk.
John Nielsen fra Automation Modules udtaler, at han glæder sig over at være kommet ind på det tyske marked. Denne første forhandleraftale kan åbne store muligheder for fremtiden for Automation Modules.
Den tyske kunde var meget begejstret over produktets fleksibilitet i deres produktion. En fleksibilitet, der var afgørende for købet af systemet. Den ultrakorte implementeringstid er også en faktor, som kunden udtaler sig positivt om.
Produktet ”Modular” gør det muligt for virksomheder, let og billigt, at automatisere deres produktion. Robotsystemet er flytbart og kan på fem minutter være klar til at køre ved en ny maskine. Herved kan virksomheder hæve effektiviteten og stadig opretholde fleksibilitet til mindre serieproduktioner.