Teknologisk Institut åbner torsdag den 14. november 2019 igen dørene til sine robotfaciliteter i Odense til årets Robotbrag, så alle nysgerrige virksomheder og andre relevante aktører kan komme ind og få et kig på de nye, innovative teknologier, der står og venter rundt om hjørnet.
Robotbraget afholdes sammen med DIRA Business.
Teknologisk Institut har i de seneste 10 år positioneret sig som et af de førende forsknings- og teknologicentre inden for robotteknologi og kunstig intelligens i Europa. Faciliteterne i Odense er et levende værksted og laboratorium, som både fungerer som et inspirerende besøgscenter og som omdrejningspunkt for teknisk udvikling og afprøvning af innovativ teknologi til både industri, produktion, velfærd og service.
I løbet af det sidste år har Teknologisk Institut bygget en helt ny og tredje robotinnovationshal, som giver endnu mere plads til en række nye robotløsninger på dagen. Det giver også 800 kvadratmeter mere plads i hverdagen til at imødekomme den efterspørgsel, som instituttet oplever fra danske såvel som udenlandske virksomheder på robotløsninger uden for fabriksgulvet samt viden om succesfuld og sikker implementering af kollaborative robotter i produktionsvirksomheder. Derfor vil man til Robotbrag også indvie det nye Cobot Lab, der netop skal hjælpe virksomheder med sidstnævnte.
Sidste år var der flere end 800 personer, der besøgte DIRA Business og Robotbrag, og alt tyder på, at deltagerantallet bliver endnu højere til dette års arrangement.
DIRA Business
I samarbejde med Teknologisk Instituts Robotbrag inviterer DIRA på et indblik i fremtidens robotteknologi. DIRA Business bliver endnu større i år med mere end 60 udstillere, der står klar til at fremvise de nyeste robot- og automationsløsninger. Desuden udvides DIRA Business med et konferencespor, der præsenterer konkrete slutbrugere fra specifikke industrier. Slutbrugerne vil blandt andet dele ud af deres erfaringer med automation og ikke mindst skitsere de muligheder, som det indebærer at automatisere en produktion.
I år bliver også første gang, at DIRA Teknologiprisen skal overrækkes. Prisen uddeles til et produkt, som har formået at udnytte ny teknologi til at skabe et nyt og unikt produkt. Det sker i forbindelse med DIRA Business Festmiddag, der afholdes i forlængelse af DIRA Business.
Robotbrag 2019 tilbyder:
• Fremtidens robotter.
• Kom i dialog med Teknologisk Instituts robot- og automationsspecialister.
• Mød mere end 60 robot- og automationsleverandører til DIRA Business.
• Indvielse af Teknologisk Instituts nye Cobot Lab, der skal hjælpe virksomheder med succesfuld og sikker implementering af kollaborative robotter.
• Konferencespor om, hvordan man kan komme i gang eller videre med robotter i virksomheden.
• Sæt tænderne i mexicansk og asiatisk street food.
Efter klokken 14 åbnes faciliteterne for offentligheden, hvor alle interesserede er velkommen til at få et kig ind i fremtiden.