Tour de France kommer for første gang nogensinde til Danmark i 2021. Dansk Metal har netop indgået det første landesponsorat med selskabet bag Tour de France.

Dansk Metal kan i dag afsløre, at man har indgået en aftale med ASO, selskabet bag Tour de France, om at være den første landesponsor både i 2020 og i 2021, hvor løbet for første gang nogensinde køres i Danmark:
-Vi er meget tilfredse med, at vi har indgået dette sponsorat. Der er ingen tvivl om, at Tour de France i Danmark bliver en kæmpe oplevelse for rigtig mange danskere, og det vil vi i Dansk Metal gerne bidrage til, siger næstformand i Dansk Metal, René Nielsen.
Dansk Metal er den fagforening, der blandt andet organiserer cykelmekanikerne, og samtidig har Dansk Metal i en årrække koblet motion og godt arbejdsmiljø sammen. Det gør, at Dansk Metal mener, man er oplagt samarbejdspartner for Tour de France i Danmark:
-Vi har valgt at blive landesponsor af to årsager. For det første, så vil vi gerne give vores medlemmer i hele landet en unik mulighed for at komme helt tæt på Tour de France i Danmark med en masse medlemsrettede aktiviteter. For det andet så står vi som fagforening for fællesskab, og vi er helt overbeviste om, at hele Danmark vil stå sammen om Tour de France i de dage, fortæller René Nielsen videre.
Alex Pedersen, der er direktør for Grand Départ Copenhagen, der står bag Tour de France i Danmark, ser frem til et godt samarbejde med Dansk Metal:
-Vi ser meget frem til at samarbejde med Dansk Metal og glæder os over at have Metals mange medlemmer med til at skabe den kæmpe folkefest, der kommer i Danmark. Vi er helt sikre på, at dette sponsorat kommer til at give værdi for Tour de France i Danmark, men bestemt også en hel masse værdi for medlemmer af Dansk Metal, siger han.
Dansk Metal har indgået landesponsorat for både 2020 og 2021, så allerede fra i år vil Dansk Metals medlemmer opleve de mange medlemsrettede aktiviteter, som udspringer sig af sponsoratet.