Fremover bliver det endnu lettere at kombinere fuldtidsarbejde med masteruddannelsen i arbejdsmiljøledelse på SDU. Fx kan man tage uddannelsen over op til seks år, ligesom mere af undervisningen bliver virtuel.

Da Syddansk Universitet i 2022 åbnede Danmarks første masteruddannelse i arbejdsmiljøledelse, var målet klart: At give medarbejdere og ledere, der arbejder professionelt med arbejdsmiljø, en forskningsbaseret videreuddannelse, som tager udgangspunkt i deres egne erfaringer og cases, og som kan bruges direkte i praksis.
Nu bliver uddannelsen endnu mere fleksibel og nemmere at tilpasse et arbejdsliv ved siden af studiet.
-Vi har fået en del tilbagemeldinger fra folk, der godt kunne tænke sig at deltage, men som af den ene eller den anden grund ikke har kunnet få det til at gå op. Derfor går vi nu ind og gør det nemmere at tilrettelægge et uddannelsesforløb, der passer til den enkelte, forklarer Liv Starheim, der er lektor på SDU og uddannelsesleder på masteruddannelsen.
En af de væsentligste ændringer er, at man nu kan tage uddannelsen over op til seks år.
Der er kommet flere valgfag, så man i højere grad kan sammensætte sit eget uddannelsesforløb og tilmelde sig enkelte valgfag, som det passer én, ligesom man kan holde pauser på halve og hele år undervejs. Man behøver heller ikke nødvendigvis at starte på uddannelsen med det samme, når man har skrevet sig op.
Hvert fag vil typisk bestå af i alt fem-seks undervisningsdage, hvoraf flere af dem vil foregå online.
Derudover kan fagene på masteruddannelsen også tages som enkeltstående kurser. Det åbner for, at flere kan opbygge kompetencer inden for arbejdsmiljøledelse, også uden at tage hele masteruddannelsen med det samme. Det betyder også, at ansøgere, der ikke opfylder de almindelige uddannelseskrav, vil kunne tage fagene, hvis de vurderes at have de nødvendige forudsætninger.
-Vi håber, at den større fleksibilitet gør det muligt for endnu flere at tage videreuddannelse i arbejdsmiljøledelse, også selv om de står midt i et travlt arbejdsliv. Det skal være lettere at bygge ny viden oven på den erfaring, man allerede har fra praksis, siger professor Peter Hasle, professor på SDU, initiativtager og underviser på uddannelsen.
Kilde: SDU.

