Danmarks nye store internationale maritime event Copenhagen Shipping Summit kan allerede på nuværende tidspunkt præsentere tre stærke samarbejdspartnere, som alle bakker op om arrangementet og præsenterer hver deres konferenceprogram.
Det drejer sig om BIMCO (Baltic and International Maritime Council), som vil præsentere et såkaldt Power Panel med eksperter, der vil drøfte de nye 2020 sulphur-regler samt præsentere deres prognose for fremtiden for markedet.
-BIMCO ser meget frem til at være en del af det første Copenhagen Shipping Summit. BIMCO vil bidrage med en Power Panel Diskussion, der adresserer væsentlig udvikling, som har betydning for shipping i dag med fokus på udfordringer og fremtidsmuligheder inden for fragtmarkedet for tørlast og olietankskibe, herunder det globale 2020 svovleksperiment, udtaler Michael Lund, Deputy General Secretary, BIMCO.
Om samarbejdet med BIMCO udtaler Jakob le Fevre, Managing Director, Shipping Summit:
-Vi er utroligt glade for samarbejdet. BIMCO er verdens største organisation for rederier. Med over 2.000 medlemmer i 120 lande, heraf over 1.000 rederier, kan jeg ikke forestille nogen anden organisation, der i den grad matcher de ambitioner, vi har med topmødet, siger han.
Maskinmestrenes Forening planlægger at afvikle en konference den første dag, med fokus på Sustainable Shipping.
-Maskinmestrenes Forening byder det nye initiativ velkommen og bakker op om arrangementet. I 2017 indgik flere danske organisationer, virksomheder og forskningsinstitutioner et partnerskab med navnet Ocean Plast Forum. Partnere er for nuværende fem brancheorganisationer, seks virksomheder, tre universiteter og to NGO’er, der opererer inden for en juridisk ramme. Maskinmestrenes Forening fungerer som sekretariat for partnerskabet, og vi planlægger en konference om dette emne på topmødet, siger formanden for Maskinmestrenes Forening Jan Rose Hansen.
Endeligt vil MDC (Maritime Development Center) afvikle en event med fokus på HR & ledelse.
Mikkel Navarro Hansen, CEO for MDC, udtaler i den forbindelse:
-MDC bidrager til det nye tiltag med et arrangement, som udspringer af arbejdet i MDC’s HR & Crew Management Forum. MDC understøtter til stadighed arbejdet med at udvikle fremtidens maritime arbejdsmarked på tværs af den maritime værdikæde, senest har MDC sparket debatten om More Women at Sea i gang. MDC glæder sig til at mødes med erhvervet på Copenhagen Shipping Summit-platformen – om dette og andre relevante emner, der kan understøtte vores erhvervs positive udvikling.
Copenhagen Shipping Summit afvikles i Øksnehallen den 10.-11. april, 2019. Topmødet er målrettet den maritime branche i bred forstand, men med skarpt fokus på de valgte temaer, som er The future for Shipping, Maritime Recruitment Trends – ashore and at sea, Empowering Women in the Maritime Community samt Sustainable Shipping.
Den første dag afsluttes med en stor middag i H.C. Andersen Slottet i Tivoli.