Tænk maskinsikkerhed ind designfasen og slip for problemer senere

 

Mange maskinbyggere ser sikkerhedsaspektet som et nødvendigt onde, som er tidskrævende, besværligt og dyrt. Sådan behøver det ikke at være!

 

Kravspecifikation, risikovurdering, restrisiko, sikkerhedsforanstaltninger, dokumentation og overenstemmelseserklæringer. For nogle maskinbyggere er de ord noget, de ofte forbinder med deres værste mareridt.

Der er mange ting at tænke over, mange data og andre informationer at holde styr på, og ikke mindst meget arbejde med dokumentation. Som sikkerhedsmand i Schneider Electric er jeg meget ofte i kontakt med maskinbyggere, som på den ene eller anden måde bakser med nogle udfordringer på sikkerhedsfronten.

Måske er en slutkunde begyndt at stille kritiske spørgsmål, som er svære – hvis ikke umulige at svare på – fordi man ikke har helt styr på den nødvendige dokumentation.

Måske har maskinbyggeren haft besøg af Sikkerhedsstyrelsen, som ofte stiller endnu mere kritiske spørgsmål, og værste fald kan forsinke et projekt, hvis maskinsikkerheden ikke er tilstrækkelig.

Begge situationer er lige ærgerlige for maskinbyggeren. Alle er jo i forvejen pressede på tid og pris, så det sidste, en OEM har brug for, er en kritisk kunde og/eller en utilfreds myndighed, som ikke vil give den nødvendige godkendelse før maskinens sikkerhedsniveau kommer op, hvor det skal være.

 

Gør Sikkerhedsstyrelsen og slutkunderne glade

Så lad os se på, hvordan vi kan undgå de uønskede situationer, for det kan vi. Med den rigtige tilgang kan alle OEM’er designe maskiner med det korrekte niveau af maskinsikkerhed, som gør både Sikkerhedsstyrelsen og slutkunderne glade. Uden at det bliver hverken urimeligt tidskrævende, besværligt og dyrt.

 

Mine tre vigtigste råd, kogt næsten helt ind til benet, er:

  • Tænk maskinsikkerheden ind allerede i designfasen. Jo længere du venter, desto dyrere bliver det, hvis der opstår problemer senere
  • Tag en snak med din leverandør, inden du går i gang. Vi, som producerer løsninger til maskinsikkerhed, har bred og dyb erfaring, og vi vil gerne sparre med dig og dele vores viden
  • Husk at maskinsikkerhed i bund og grund består af tre trin: Se en fare, imødegå den og dokumentér dit arbejde

 

Ingeniørens bedste venner

Alt det forekommer ret indlysende. Alligevel er det desværre min erfaring, at ganske mange maskinbyggere først begynder at kigge på sikkerheden et godt stykke inde i projektfasen.

Hvorfor? Fordi det ved første øjekast kan virke overvældende, ja måske ligefrem intimiderende at sætte sig ind i standarder, manualer og dokumentation. Ja, man kan næsten blive træt bare af at tænke på det…

Men her skal vi huske, at netop manualer, standarder og dokumentation jo netop er ingeniørens bedste venner. Når vi begynder at se dem som stærke værktøjer, har vi nedbrudt en psykologisk barriere og taget et stort skridt i den rigtige retning.

 

Risikovurdering er helt central

Husk også, at risikovurderingen er en helt central del af kravspecifikationen, som også er et meget stærkt værktøj. Det er her, det hele begynder, og processen fra design til en endelig godkendelse i form af en CE-mærkning ser omtrent sådan her ud:

  • Kravspecifikation: Hvad skal maskinen kunne – dens formål og begrænsninger?
  • Risikovurdering: Vurdering af maskinens farlighed og om der evt. er en såkaldt restrisiko, som ikke kan undgås?
  • Implementering af foranstaltninger for at imødegå de identificerede farer
  • Dokumentation af det hele – dvs. af både kravspecifikationen, risikovurderingen, restrisikoen og de implementerede foranstaltninger
  • Mere dokumentation – nu i form af overenstemmelseserklæringer, som dokumenterer hvordan og hvorfor maskinen lever op til standarderne

 

Dokumenter dit arbejde!

Her har den opmærksomme læser nok gennemskuet, at dokumentation er altafgørende. Desværre ser jeg jævnligt, at netop dokumentationen halter, og det er er et af de typiske steder, hvor maskinbyggeren kan få problemer med at få godkendelsen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Derfor kan det ganske enkelt ikke siges tydeligt nok: Dokumentér dit arbejde!

Det er menneskeligt at fejle. Men når vi taler maskinsikkerhed, er det lige så vigtigt at kunne dokumentere, hvorfor man har truffet de forskellige valg i sit arbejde med sikkerheden.