Syddansk Vækstforum har investeret 10 millioner kroner i et nyt Scale-up Denmark elitetræningscenter, som skal hjælpe unge robotvirksomheder med vækstpotentiale til at vokse sig store på rekordfart. Indsatsen skal drives af Odense Robotics og Teknologisk Institut, som i forvejen samarbejder om at støtte robot-startups.
Elitetræningscenteret er en del af det landsdækkende initiativ Scale-up Denmark, som giver virksomheder med et ekstraordinært vækstpotentiale adgang til stærke faglige miljøer og intensiv træning.
-Hos MiR kan vi kun bakke op om, at Scale-up Denmark nu også får et elitetræningscenter med fokus på robotteknologi. I Danmark øjner robotbranchen store muligheder i disse år, og et initiativ som Scale-up Denmark kan bidrage til, at virksomheder med et stort vækstpotentiale får chancen for at indgå i elitetræningscentret og hurtigt skalere deres vækst, udtaler CEO Thomas Visti, Mobile Industrial Robots.
Forretningschef for Odense Robotics, Mikkel Christoffersen, glæder sig også til at bidrage til virksomhedernes vækst:
-Scale-up programmet bygger videre på den indsats og erfaring, vi har med at hjælpe robot-startup-virksomheder på vej. Nu tager vi næste skridt og støtter dem, der er i gang og har ambitioner om at vokse på det globale marked. Vi og vores samarbejdspartnere kan bidrage med ekspertise inden for internationalisering, supply chain, PR-strategi og sparring omkring ledelse og organisation, siger han.
Formand for Syddansk Vækstforum og Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), supplerer:
-Vi er rigtig stærke inden for robotteknologi i Syddanmark, og med det nye elitetræningscenter har vi et rigtig godt tilbud til virksomhederne. Samtidig understøtter centeret et område, som er i voldsom vækst og har et stort globalt potentiale.
-I Syddanmark er der på nuværende tidspunkt etableret Scale-up elitetræningscentre inden for energieffektive teknologier, offshore industri og sundheds- og velfærdsteknologi. Med den aftale, der er indgået inden for robotteknologi, er der nu også en god scale-up mulighed for de mange nye og lovende robotvirksomheder, fortsætter Stephanie Lose.
Fakta om Scale-up Denmark
• Scale-up Denmark er et landsdækkende treårigt vækstinitiativ, som de fem regioner og Erhvervsstyrelsen samarbejder om.
• Det er målet med Scale-up Denmark, at mere end 355 særligt lovende virksomheder vokser sig store og skaber over 1.200 nye arbejdspladser og en meromsætning på omkring to milliarder kroner i løbet af fem år.
• For at nå i mål er der etableret regionale træningscentre, der er baseret på de regionale specialiseringer og styrker.