Den danske robotindustri er blandt verdens absolut førende. Robotindustrien beskæftiger i dag 8.500 personer og omsætter for 18 milliarder kroner. Allerede i 2025 kan omsætningen stige til 52 milliarder kroner om året og beskæftigelsen til 25.000 personer. Det viser en ny analyse, der, som den første nogensinde, kortlægger robot- og automationsindustriens samlede bidrag til dansk økonomi.
En ny analyse udgivet af Damvad Analytics sætter for første gang tal og ord på vækstpotentialet i den danske robotindustri, og analysen viser, at industrien allerede i 2025 kan omsætte for 52 milliarder kroner og beskæftige 25.000 personer. En tredobling på bare seks år.
-Den danske robotindustri er i dag førende på det globale marked for udvikling og produktion af robotteknologi. Hvis vi er i stand til at fastholde vores markedsposition, kan robotindustrien allerede i 2025 omsætte for 52 milliarder kroner. Det vil altså sige, at robotindustrien på 20 år har skabt samme omsætning som veletablerede brancher som eksempelvis mode- eller fødevareingrediensbranchen. Nu handler det om at fortsætte den positive udvikling, så vi kan realisere potentialet til gavn for Danmark, siger Mikkel Christoffersen, talsmand for det nationale partnerskab, Robotics Alliance.
Analysen viser desuden, at den danske robotindustri også medvirker til at skabe en øget omsætning blandt industriens underleverandører på samlet 10 milliarder og bidrager med i alt 10.000 fuldtidsjob.
Tusindvis af job i sigte
Flere faktorer har indflydelse på robotindustriens markante udvikling og massive vækst. Internationalt stiger efterspørgslen efter at automatisere flere processer i globale industrier som elektronik-, fødevare-, plast- og kemikaliebranchen. Samtidig drives markedet af stærke megatrends som øget digitalisering og verdensmålene, hvor robotteknologi bidrager til at skabe mere forsvarlige og flere lokale produktioner. Digitaliseringspolitisk chef i DI, Christian Hannibal, glæder sig over de optimistiske vækstperspektiver:
-Tallene taler for sig selv. Knap 300 virksomheder omsætter i dag for 18 milliarder kroner. Det viser, at Danmark allerede står med en solid affyringsrampe for at indfri det vækstpotentiale, som analysen anslår, kan være en realitet om bare seks år. Fremtiden ser meget lys ud for robotindustrien, hvis den i 2025 kan omsætte for mere end 50 milliarder kroner. Det er en vækst, som langt de fleste ville misunde, siger Christian Hannibal.
Ifølge Damvad Analytics har en stærk robotindustri en afsmittende effekt på anvendelsen af robotteknologi i den danske fremstillingsindustri generelt, hvilket glæder Dansk Metal:
-Det er imponerende, hvordan branchen på kun seks år forventes at kunne tredoble antallet af arbejdspladser. Det viser helt tydeligt, at robotter og robotteknologi er noget af det, vi skal leve af i fremtiden. For branchen er med til at skabe gode og produktive jobs i Danmark, udtaler Henrik Aarestrup, rådgiver i Dansk Metal.
Realisering af vækstpotentiale kræver en fælles indsats
Den danske robotindustri står stærkt på det globale marked, og samlet set eksporterer robotindustrien i dag for mere end 10 milliarder kroner om året. Et tal, der ifølge analysen kan stige til op mod 31 milliarder kroner allerede i 2025. Dermed udgør eksporten knap 60 procent af omsætningen i robotindustrien. Den høje eksportandel er udtryk for industriens attraktivitet i udlandet og dens internationale konkurrenceevne. Konkurrenceevnen er dog under pres, og det kræver en fokuseret indsats, hvis Danmark skal bevare sin førerposition:
-Potentialet i robotindustrien har aldrig været større, men skal vi indfri det, kommer det ikke af sig selv. Dansk robotteknologi er verdensførende, fordi vi har turdet satse med forskning og innovation. Men skal vi forblive i verdenseliten og høste frugterne, er der brug for en fælles indsats, hvor både det offentlige og virksomhederne investerer massivt i forskning og andre erhvervsunderstøttende aktiviteter – og så skal der uddannes flere fra vores tekniske uddannelser, siger Thomas Visti, administrerende direktør i MIR, en af Danmarks største robotvirksomheder.
Fakta om analysen
Analysen, der for første gang kortlægger dansk robot- og automationsindustri, er udarbejdet af Damvad Analytics på vegne af Robotics Alliance.
Robotics Alliance er et nyt nationalt partnerskab på tværs af erhvervsorganisationer, innovationsnetværk, interessenter og virksomheder, der vil sikre optimale rammebetingelser for den danske robot- og automationsbranche og skabe et dansk økosystem for robotter, droner og automation i international klasse.
Bag Robotics Alliance står de landsdækkende organisationer RoboCluster og UAS Denmark samt de regionale erhvervs- og klyngeorganisationer Odense Robotics og Sønderborg Vækstråd. Initiativet støttes yderligere af BrainsBusiness i Aalborg og vil løbende blive udvidet med yderligere partnere.