DIS (Dansk IngeniørService A/S) er blevet kåret som årets mest innovative danske vækstvirksomhed ved EY Entrepreneur Of The Year 2016.
I løbet af den sidste måned er virksomheden blevet kåret til årets bedste ingeniørarbejdsplads samt til Entrepreneur Of The Year i region Midtjylland og har ligeledes modtaget årets regionale temapris for at være bedst til at sætte kunden i fokus, og nu har virksomheden også modtaget prisen som årets mest innovative danske vækstvirksomhed ved EY Entrepreneur Of The Year 2016.
Kategorien Innovation fokuserer på de virksomheder, hvor innovation er forankret i alle virksomhedens led samt virksomheder, der er innovative i forhold til produktudvikling og design, og som samtidig kan fremvise vækst.
-Årets vinder har passion for teknik og processer og finder innovative og nye løsninger på tekniske udfordringer. Det er en videnvirksomhed i konstant bevægelse og udvikling, der lever af at skabe værdi for andre, siger Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year.
Juryen har ligeledes været imponeret over, at DIS løbende professionaliserer og hele tiden formår at skabe og fastholde en stærk kultur og sikre, at nye medarbejdere forstår virksomhedens DNA.
-Vi er lykkedes med at udvikle forretningen, samtidig med at vi ser fremad. Drivkraften bag DIS har altid været passionen for teknik og for at finde nye innovative løsninger på tekniske udfordringer, samtidig med at vi har fokus på kundens behov og ønsker. Alt dette sker i samarbejde med vores kunder og med vores dygtige medarbejdere verden over, siger Michael Gadeberg, direktør og partner hos DIS.
-Fælles for alle virksomhederne i konkurrencen er, at de har succes og skaber job og udvikling. Med EY Entrepreneur Of The Year vil vi hylde de virksomheder og inspirere andre til at tænke i samme retning og måske gå samme vej. Det er essensen i konkurrencen. Vi ser virksomhedsejerne som rollemodeller, og mens hver vækstvirksomhed har sin egen historie og specielle karakteristika, så er der også fællestræk, som går igen – ikke mindst en stærk vision, vilje og vedholdenhed, siger Søren Smedegaard Hvid.
Om DIS
DIS (Dansk IngeniørService A/S), der er en af Danmarks førende ingeniør- og udviklingsvirksomheder, leverer konsulentydelser, rådgivning og totalløsninger til industrien i både ind- og udland. DIS har afdelinger i Danmark, Tyskland, Polen, Ukraine og USA og beskæftiger mere end 300 medarbejdere. I Danmark er navnet DIS og i resten af verden CREADIS.