Scape Technologies, der leverer standardiserede bin-picking-løsninger, har modtaget en ordre fra det tyske selskab Metaldyne GmbH i Tyskland, som er en del af American Axle & Manufacturing (AAM) om levering af en Scape Bin-Picker.
Metaldyne GmbH automatiserer nu med en standardiseret og komplet Scape Bin-Picker-løsning i foreløbig ét af deres produktionsanlæg i Tyskland.
Bilindustrien er i forvejen det største markedsområde for Scape Technologies, der nu har fået sin første ordre fra Metaldyne GmbH, ejet af AAM – en ledende TIER 1-leverandør af OEM-komponenter og systemer til bilindustrien.
-Denne ordre bekræfter vores styrkeposition i en særdeles krævende branche og baner forhåbentlig vejen for salg af flere Scape bin-picking-systemer til den amerikanske koncern American Axle & Manufacturing (AAM). Det passer perfekt ind i vores strategi, hvor et vigtigt skridt netop er at komme ind på det amerikanske marked, siger CEO Søren Bøving-Andersen, Scape Technologies A/S.
Aftalen med Metaldyne GmbH er indgået i august måned 2019 og ændrer ikke ved Scapes allerede udmeldte forventninger til indeværende regnskabsår. Scape Technologies offentliggør resultat af første halvår 2019 den 28. august.