Samarbejde med Forsvaret skal gøre dansk droneindustri global. Dronecentret UAS Denmark og Forsvaret har underskrevet en samarbejdsaftale, der skal styrke dansk droneindustri og gøre den mere attraktiv som leverandør til den globale forsvarsindustri. Samme dag blev der skrevet danmarkshistorie, da den første danske drone nogensinde fik lov til at lave en ude-af-syne testflyvning.
-Samarbejdet med Forsvaret vil på den korte og lange bane give et løft til den civile droneindustri – både gennem konkrete test- og udviklingsprojekter i dronecentret i HCA Airport og samarbejde med droneindustrien, siger Henrik Bindslev, der er formand for UAS Denmark.
Samarbejdsaftalen mellem Forsvaret og UAS Denmark, der blev underskrevet fredag den 14. september i HCA Airport i Odense, skal skabe test- og udviklingsaktiviteter i UAS Denmarks testcenter.
Til at støtte den udvikling træder en af Forsvarets medarbejdere derfor nu ind i UAS Denmarks Advisory Board, hvor han skal deltage i udviklingsarbejdet med projektets øvrige partnere. Samtidig stiller Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse med en teknisk kontaktperson, og Flyvevåbnet bidrager med en operativ kontaktperson.
-Droner har allerede været en del af Forsvaret i mange år og bliver det også i fremtiden. Denne aftale kommer til at gavne alle parter i samarbejdet. Vi glæder os til at bidrage til, at de danske kompetencer på dette felt rykker tættere sammen til alles gavn, siger brigadegeneral Karsten Fledelius Jensen, der underskrev aftalen på Forsvarets vegne.
Danmarks første ude-af-syne flyvning nogensinde
Og der blev skrevet endnu mere danmarkshistorie i HCA Airport i fredags, da dronecentret gennemførte den første BVLOS-flyvning (Beyond Visual Line of Sight) med en danskproduceret drone nogensinde. HCA Airport, hvor UAS Denmark har base. Den historiske flyvning blev gennemført fra HCA Airport, hvor UAS Denmark har base, med en såkaldt Cumulus-drone, der er udviklet og produceret af Sky-Watch – Danmarks største droneudvikler.
Den globale droneindustri venter på muligheden for at kunne flyve droner ude af syne, da det vil skabe helt nye muligheder og markeder for dronerne. Det vil f.eks. gøre det muligt for landmanden at sende en drone afsted langt ud over markerne for at kortlægge sine afgrøder; eller for landmåleren at afsætte nøjagtige punkter på meget store arealer på timer i stedet for dage. Inden for Beredskabet vil det være muligt at installere hjertestarterdroner rundt i byen, som står klar til hjælp, hvis en borger eksempelvis får hjertestop.