Endnu et datterselskab bliver tilføjet til den hastigt voksende danske virksomhed Blue Ocean Robotics, der nu åbner sit femte datterselskab i år, denne gang i Benelux. Virksomheden bliver rent fysisk placeret i robotsamfundet i Delft, Holland. Byen er velkendt som et samlingspunkt for robotvirksomheder i Holland og er et af Europas førende områder for forskning og entreprenørielle robotteknologier.
Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard, Co-CEO’s og partnere i Blue Ocean Robotics Group, tror på, at tilstedeværelsen i Delft har en positiv effekt:
-Vi er glade for at være repræsenteret i Benelux, hvor man netop forsker meget i nye og innovative robotteknologier. Markedet er repræsenteret med flere store virksomheder med interesse i samarbejde omkring udviklingen af nye robotløsninger. Vores RoBi-X partnerskab er ideelt for disse typer samarbejdsrelationer, og vi er overbeviste om, at vi kan skabe nogle nye, unikke robotløsninger sammen med de lokale virksomheder i Delft, siger Co-CEO’s og partnerne, Claus Risager, Rune K. Larsen og John Erland Østergaard, og fortsætter:
-De spændende industrier i Holland, som eksempelvis dyrkningen af frugt og grøntsager samt tulipaner, giver os helt nye muligheder for at udvikle nye robotløsninger. Også velfærds- og sundhedssektoren, hvor vi i forvejen har stor erfaring, viser stort potentiale. Vi er overbeviste om, at vi med vores tilstedeværelse kan gøre en forskel i robotsamfundet i Delft og i Benelux, ligesom vi også kan skabe en stor værdi for de ansatte og ejerne.
Delft er desuden hjemstedet for Delft University of Technology, et af de tre teknologiske universiteter i Holland. Universitetet blev stiftet som et akademi for civilingeniører i 1942, og med mere end 20.000 studerende i dag er universitetet anset som det mest prominente universitet og forskningsinstitut for robotteknologier i Benelux. Jaap van Leeuwen tror, at netop dette kan skabe lovende muligheder for virksomhedens fremtid:
-Der er et behov for virksomheder, der specialiserer sig i nye forskningsresultater, udvikler det til robotteknologier og bringer dem succesfuldt til markedet gennem en effektiv proces. Delft er hjemsted for det mest prominente universitet og forskningsinstitut for robotteknologi i Benelux og kombineret med en stærk base af virksomheder fra forskellige sektorer, er der grundlag for meget lovende muligheder for en virksomhed som Blue Ocean Robotics for at blive succesfulde i Benelux. Virksomheden har allerede bevist, at de kan være med blandt verdenseliten, når det kommer til robotløsninger og udvikling af disse. Blue Ocean Robotics kan også spille en vigtig rolle i økosystemet som bindeled mellem eksisterende industrier og universiteter, afslutter Jaap van Leeuwen.
Det hollandske set-up
Blue Ocean Robotics Benelux B.V. er det officielle navn på det nye datterselskab, og det nye lokale hold består af Jaap van Leeuwen, Reinold, Arie van den Ende, Prof. Dr. Martijn Wisse og Paul Althuis, der alle er meget erfarne i branchen. Ejerne af det nye datterselskab er RoboGroup B.V., et holdingselskab ejet af Jaap van Leeuwen og Reinold; Delft Robotics Enterprises (ledet af Arie) er ejet 60 procent af Robot Technology Investments B.V (ledet og ejet af Professor Dr. Martijn Wisse), 30 procent af Delft Enterprises B.V. (ledet af Paul Althuis, ejet af Technical University Delft (TU Delft) og 10 procent af Holdinova B.V. (ledet og ejet af Arie van den Ende).
RoboGroup B.V., Delft Robotics Enterprises og Blue Ocean Robotics Holding ApS (hovedkvarteret i Danmark) ejer hver en tredjedel af det nye datterselskab i Delft. Jaap van Leeuwen bliver administrerende direktør i firmaet, og han er spændt på at lede Blue Ocean Robotics i Benelux:
-Blue Ocean Robotics Benelux vil introducere mere end 50 robotløsninger og ekspertise i voksende robotteknologier til Benelux-kunder. Vi vil være i stand til at realisere et betydningsfuldt salg, opbygge salgskanaler samt promovere nye robotløsninger direkte fra hjertet af robotudviklingen i Benelux. Vi ser frem til at samarbejde med de førende partnere om at bringe nye teknologier til markedet og tilbyde kunderne de nyeste udviklinger inden for robotteknologi, siger Jaap van Leeuwen og fortsætter:
-Vi er meget spændte på netop disse nye muligheder og med dette fælles skridt, ser vi frem til at styrke og udvide vores forhold til eksisterende kunder og partnere, såvel som at øge vores kundedatabase.