Geo og NCT Offshore lancerer det nye multifunktionelle boreskib Freja, hvilket er starten på et nyt strategisk dansk samarbejde mellem ingeniørvirksomheden Geo og rederiet NCT Offshore. Freja er et S-Class ROV Support DP2-fartøj og er efter ombygningen det eneste boreskib af sin kaliber og slags i Norden.
Specialdesignet system
Boresetuppet ombord på Freja er baseret på et unikt og specialdesignet system, der sikrer et optimalt heave-kompenseret boresetup. Afdelingsleder i Geos afdeling for Marine Undersøgelser, Jens Brink Clausen, forklarer designet:
-Systemet er bygget op omkring en specialdesignet aktiv heave-kompenserende arbejdsplatform (HCP). Idéen med systemet er, at hele platformen inklusive borerig og borefolk er heave-kompenseret i forhold til skibets bevægelser, således at arbejdsdækket er stationært, mens skibet følger bølgernes bevægelser. At kunne arbejde offshore fra et stationært dæk, giver os plads til at anvende boreteknikker, som ellers er forbeholdt boring på land. På konventionelle fartøjer er det normalt kun selve borestrengen, som er heave-kompenseret.
Geos boresetup er designet til at arbejde på vanddybder til offshore vindprojekter på ca. 15-60 meters vand, samt optimeret til at anvende geoteknisk- og højkvalitetskerneboring (Geobor-S).
Boremetoderne sikrer en langt højere prøvekvalitet end man normalt kan opnå med traditionelle boreskibsløsninger, der anvender den såkaldte ”piggy back”-teknik. Kvaliteten af en geoteknisk undersøgelse, herunder de prøver og kerner der hentes op fra havbunden, er helt afgørende input for design og optimering af funderingen for den kommende offshore vindmøllepark. Den valgte funderingsløsning har indflydelse på den samlede konstruktionspris og dermed i sidste ende på prisen for den producerede strøm.
Det heave-kompenserede boresetup ombord på Freja er én af de største features på fartøjet. Der er tale om en fleksibel løsning, som er i stand til at udføre en række forskellige tekniske ydelser lige fra højkvalitetsboringer i jord og fjeld ved hjælp af Geobor-S-systemet til undersøgelser med en række CPT- og Vibrocore-havbundsrigge. Derudover er fartøjet optimeret til geofysiske undersøgelser, herunder side scan sonar, sub bottom-profiler, magnetometer og multibeam ekkolod.
-Geo forventer at kunne tilbyde et konkurrencedygtigt og fleksibelt setup, som kan målrettes og individualiseres til hvert enkelt projekt. Vores forventning er, at Freja vil levere en toppræstation ikke mindst på grund af fartøjets kraftfulde DP2-system, hvilket vil sikre bedre resistans over for vejr og vind, uddyber Brink Clausen.
Mange forskellige opgaver og projekter
Fordelen ved et multifunktionelt boreskib som Freja er, at fartøjet har mulighed for at påtage sig mange forskelligartede projekter og opgaver. Anvendelsesområdet kan variere fra store offshore borekampagner med kerneboring og prøvetagning, som håndteres på skibets ombordværende laboratorium, til projekter som kun kræver CPT- (Cone Penetration Tests) og Vibrocore-boringer. Omkostningsstrukturen er designet, så omkostningen reflekterer den anvendte tekniske løsning.
I NCT Offshore ser man frem til det nye partnerskab med Geo:
-NCT Offshore ser frem til partnerskabet med Geo. Vi deler mange af de samme kerneværdier, eksempelvis i forhold til HSE. Derudover er Geo markedsledende inden for sit felt og NCT Offshore er stolte af, at Geo har valgt os som partner, udtaler administrerende direktør hos NCT Offshore, Paw Cortes, der har høje forventninger til alliancen med Geo.
For afdelingsleder i Geos afdeling for Marine Undersøgelser, Jens Brink Clausen, er partnerskabet også et stærkt match:
-Den nye alliance mellem Geo og NCT Offshore vil styrke begge parter, da virksomhedernes kompetencer komplementerer hinanden, fortæller Brink Clausen.
-Geo har en af de længste track records i branchen inden for geotekniske undersøgelser til offshore havvindmølleparker. NCT Offshore har erfaring fra offshore-branchen og det helt rigtige DP2-fartøj, som i Geos øjne er den optimale platform til Geos geotekniske boresetup og havbundsrigge.