Globalt er der en kæmpe efterspørgsel på at kunne sikre et højt niveau af renhed i vores omgivelser. Corona-pandemien har permanent øget kravene til hygiejne. Det handler om at kunne betrygge patienter, personale, kunder, gæster, elever, studerende, rejsende, beboere og andre, der færdes steder med mange mennesker.
Hospitaler, lufthavne, hoteller, butikscentre, fødevarevirksomheder, rengøringsbranchen, krydstogtskibe, farmaceutiske virksomheder, kontorkomplekser og mange andre aktører anskaffer i stor stil løsninger til at sikre smittefrie miljøer.
Det mærker man i stigende grad hos UVD Robots, der producerer desinfektionsrobotter. Og nu introducerer virksomheden tredje generation af deres selvkørende mobile robot, der eliminerer vira og bakterier i luften og på overflader ved hjælp af UV-C ultraviolet lys. Robotten er hyper-intelligent og tegner til at blive et veritabelt gennembrud for desinfektionsrobotter på globalt plan.
-Vi har designet verdens mest avancerede UV-robot, som også er verdens mest enkle at bruge. Brugervenligheden er så høj, at en hvilken som helst person på få minutter kan lære at installere den og straks sætte den i gang med at uskadeliggøre eventuelle bakterier og virusser fra alle overflader. Robotten kan vise brugeren, hvor godt den har desinficeret, så man kan optimere og styre kvaliteten. Tredje generations-robotten kan desuden navigere og operere i helt små og snævre miljøer, så det åbner op for nye markeder som eksempelvis små hotelværelser og lignende. Den nye robot har væsentligt mindre footprint end forgængeren og har præcis samme desinfektions styrke. Jo mere agile robotter er, jo større nytte kan de gøre med automatisering af desinfektion, siger Per Juul Nielsen, CEO i UVD Robots.
Oprindelig er UVD Robots opfindelse udviklet til at bekæmpe hospitalsinfektioner blandt patienter og sundhedsprofessionelle. Problemet er så stort, at flere millioner af patienter hvert år får en hospitalserhvervet infektion, og mange af disse patienter dør som direkte konsekvens heraf.
Corona-pandemien har yderligere tydeliggjort behovet for også at bekæmpe smittespredning generelt i mange flere miljøer. Salget har været kraftigt voksende i flere år, og i 2020 er væksten accelereret yderligere, og dermed spiller de danske desinfektionsrobotter nu en central rolle på mange typer arbejdspladser over hele verden.
-Den største andel af de robotter, som UVD Robots leverer, er til sundhedssektoren; de øvrige leveres til et meget bredt udsnit af brancher, der ønsker at bruge moderne teknologi til effektivt at beskytte deres brugere. UVD Robots forhandlere mærker også stor ordreindgang fra butikscentre, pharma-/life science og kommercielle lufthavne blandt andre, fortæller han videre.
En verdensnyhed på markedet for desinfektion
-Vores tredje generation selvkørende mobile UV-C desinfektionsrobot er absolut en game-changer på flere områder, og den vil for altid forandre fremtiden for brugen af UV-C robotter til desinfektion inden for en række brancher, siger bestyrelsesformand for UVD Robots, Claus Risager, og uddyber:
-Robotten har et unikt sikkerhedssystem, hvor vi benytter fire lag af sikkerhed, så robotten kan køre i alle former for omgivelser, også hvor der er mennesker, men således at den lukker pænt ned, hvis mennesker kommer for tæt på. Den har en unik måde at interagere med brugere på, idet den kan dokumentere og vise brugere hvor godt der er desinficeret i et areal, og brugeren kan så nemt og hurtigt justere processen og optimere på kvaliteten, hvis der er behov, hvilket ingen anden UV-C desinfektionsrobot i verden kan. Det hele er i øvrigt patenteret.
-Vi har med vores servicerobotter vist, hvordan forhindringer kan overvindes og hvordan verden fremadrettet kan bruge robotteknologier til både at skabe tryghed og bæredygtighed. Vi har sendt et stort antal UVD Robots desinfektionsrobotter til Kina, Italien, USA med flere for at hjælpe dem med at bekæmpe smittespredning. Og så bliver vores telepresencerobotter fra GoBe Robots i øvrigt brugt til at muliggøre, at mennesker virtuelt kan mødes og bevæge sig omkring på trods af lukkede landegrænser, karantæne, indlæggelse eller andre begrænsninger. Om kort tid lancerer vi endnu en teknologisk løsning på en generel udfordring, siger CEO i Blue Ocean Robotics, Claus Risager.
UVD Robots er et datterselskab i en af verdens førende koncerner inden for udvikling af servicerobotter til professionelle, Blue Ocean Robotics.