Iværksættervirksomhederne i Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Institut er mere end flyveklar, og atter to virksomheder er sprunget ud af robotreden: Tendo og Purple Robotics er nu klar til at stå på egne ben.
Den svenske robothandske
I 2017 flyttede folkene bag Tendo fra Sverige og direkte ind i Odense Robotics StartUp Hub hos Teknologisk Institut, hvor iværksættervirksomheder kan udvikle og starte deres robotvirksomheder under kyndig vejledning. Her har de sidenhen brugt de fleste af deres vågne timer – en beslutning, som virksomheden er meget glad for i dag.
-Det var en fantastisk mulighed, fordi vi kunne få så meget ekspertise. Det har vi ikke fundet i andre lande, siger Sofie Woge, der er CEO og grundlægger af Tendo.
Tendo har opfundet en såkaldt blød robothandske, der med intelligente sensorer kan hjælpe en person med at gribe, holde og aflevere et objekt. Handsken gør det muligt for ældre og personer med svage hænder – forårsaget af sygdom eller ulykke – at leve mere selvstændigt.
Virksomheden består udover Sofie Woge af Robin Gustavsson og Pontus Renmaker. Trioen er ikke flyttet langt fra StartUp Hub’en, men har bevæget sig ned i lokaler på Odense havn for at videreudvikle på sit produkt.
Handsken er nået til tredje udviklingstrin, og det fjerde bliver meget tæt på den endelige version, som forventes at blive lanceret på markedet i løbet af næste år.
-Vi lavede en test for nylig, hvor en mand kunne drikke selv for første gang i 20 år. Så det kan man leve højt på i lang tid. Det giver virkelig mening til det, vi laver, siger Sofie Woge.
Efter Tendo har forladt StartUp Hub’en har virksomheden for nylig fået én ud af 20 pladser i det europæiske accelerationsprogram RobotUnion, hvor den har modtaget knap 30.000 kroner.
Nåede ikke ud af hub’en, før de var solgt
Purple Robotics, der har været indlogeret i Teknologisk Instituts robotinnovationshaller, gik på rekordtid fra koncept til kommercialisering, inden de overhovedet var nået ud af Odense Robotics StartUp Hub.
Purple Robotics har opfundet en nyskabende vakuumgriber til kollaborative robotter, som er enkel og hurtig at tage i brug.
-Den har både indbygget pumpe, ventiler, trykmålere, mikroprocesstyring og software, der passer til kollaborative robotter, siger Lasse Kiefer, der er CEO og grundlægger af Purple Robotics, til Odense Robotics.
Produktet blev efter lancering meget eftertragtet i hele verden, og virksomheden nåede ikke engang ud af StartUp Hub’en, før de blev opkøbt af danske OnRobot.
-Den måde, det bidrager til en bedre verden, er, at kunderne i sidste ende kan få nogle bedre produkter til en lavere pris og få dem produceret lokalt, så vi ikke flytter varer rundt fra den ene ende af jordkloden til den anden ende af jordkloden.