Teradyne Robotics A/S – som består af robotvirksomhederne Universal Robots og Mobile Industrial Robots (MiR) og er et datterselskab til Teradyne, Inc. – har anlagt en patentkrænkelsessag ved Den Fælles Patentdomstol (UPC) i København mod et tysk datterselskab af det kinesiske robotselskab JAKA.

Sagen omhandler en påstået krænkelse af både software- og hardwarepatenter, som indehaves af Teradyne Robotics A/S og er relateret til Universal Robots, verdens førende producent af kollaborative industrirobotter. Den påståede krænkelse omfatter en bred vifte af kollaborative robotmodeller, som JAKA markedsfører i EU.
-Denne sag er endnu et klart eksempel på, at vi i Teradyne Robotics håndhæver vores patenter og immaterielle rettigheder over for det, vi anser for ulovlig og illoyal kopiering og krænkelse – både inden for hardware og software, fortæller præsident for Teradyne Robotics Group, Jean-Pierre Hathout.
-Vi kan og vil ikke acceptere virksomheder, der ulovligt kopierer beskyttede teknologier, og vi er fast besluttede på at beskytte vores immaterielle rettigheder, så kunderne fortsat kan få innovative automatiseringsløsninger, der lever op til de højeste standarder for sikkerhed og compliance, siger han videre.
Anden sag om krænkelse af immaterielle rettigheder i Europa i år
Sagen ved UPC er Teradyne Robotics’ anden sag om krænkelse af immaterielle rettigheder i Europa i 2026. Tidligere på året tog selskabet retslige skridt i Tyskland mod et datterselskab af et andet robotselskab for krænkelse af ophavsretten til Universal Robots’ software.
En afgørelse i den verserende patentkrænkelsessag kan få virkning i hele Europa inden for 17 af de nuværende 18 EU-medlemsstater, der deltager i UPC. Derudover omfatter sagen også visse lande uden for aftalen om Den Fælles Patentdomstol, blandt andet Storbritannien og Spanien.
Teradyne Robotics A/S har hovedkvarter i Odense, Danmark, og da de påståede patentkrænkelser ser ud til at være begået i Danmark – såvel som i en lang række andre EU-medlemsstater – er sagen anlagt ved UPC’s lokalafdeling i København.
Kilde: Teradyne Robotics A/S.

