I sidste uge havde Cobot Lift inviteret til teknologidag i domicilet i Slagelse i samarbejde med partnerne Universal Robots A/S, Tawi, Setup Robotics og Bila. Eftermiddagen bød både på oplæg, besøg i værkstedet samt udstilling fra partnerne.
Anders Bo Rasmussen fra Universal Robots skød dagen i gang med historien om UR. Han fortalte om robotterne, tankerne bag virksomheden og de huserende trends på det tidspunkt, der var en stor faktor for UR’s succes.
-Mass Customization var blandt andet en af de afgørende tendenser i opstarten tilbage i 2008, der virkelig understøttede behovet for de lyseblå robotarme. Desuden begyndte mange virksomheder at hive den outsourcede produktion hjem til Danmark, hvilket også øgede behovet for automatisering, fortalte Anders Bo Rasmussen, som er tilknyttet UR+ Solutions.
Flemming Bischoff Truelsen, der står bag den nystartede virksomhed Cobot Lift, fortalte herefter om sin ide med at sætte en UR-robot sammen med en traditionel vakuumløfter for på den måde at øge robottens løfteevne til at løfte spande, kasser og sække. Løsningen håndterer i dag sække med spartelmasse hos Dana Lim i Køge.
-Vi har så at sige udbygget UR-robotten med en vakuumløfter, så den nu kan løfte 25 kg i stedet for de maksimale 10 kg, fortæller Flemming Bischoff Truelsen, der afslører, at virksomheden har fået en række henvendelser på andre løfteopgaver.