Et nyt setup hos Teknologisk Institut til kalibrering af overfladetermometre gør det nu muligt at forbedre reproducerbarheden markant på måling af overfladetemperaturen i industrielle processer.
Måler man således en overfladetemperatur som et led i en proces, skal den målte temperatur kunne spores tilbage til en reference på et højere niveau. Den beregnede usikkerhed skal afspejle bidrag fra både kalibreringen af føleren og det miljø, som målingen udføres i – for at sikre reproducerbarhed på den udførte procesmåling. Det er de miljømæssige påvirkninger af målingen, som gør det svært at sikre sporbarheden.
Måling af overfladetemperatur er essentielt i en række industrielle processer fra pre- og post-varmebehandling i forbindelse med svejsning, styring af temperaturen af støbeforme, monitorering af overfladetemperaturen på bremseskiver og til indirekte bestemmelse af temperaturen af mediet inde i et procesrør.
Alligevel findes der endnu ikke nogen bredt accepteret metode til måling af en overfladetemperatur, og kalibrering af overfladetermometre sker ofte i traditionelle kalibreringsbade eller tørblokkalibratorer. Når de miljømæssige faktorer ikke afspejles i kalibreringen af overfladeføleren, kan de faktiske systematiske fejl på målingen i processen være langt større, end man umiddelbart skulle tro.
I det måletekniske EU-projekt, EMPRESS, har Teknologisk Institut sammen med en række europæiske partnere arbejdet med at udvikle nyt referenceudstyr og nye metoder til kalibrering og måling af overfladetemperatur. Arbejdet udspringer af dokumenterede behov i fremstillingsindustrien og har til formål at bringe “ægte” sporbarhed på måling af en overflades temperatur helt ud i de industrielle processer.
Læs mere om projektet – og hvad man skal gøre for at udføre sporbare målinger af temperaturen på en overflade og dermed opnå effektiv og reproducerbar processtyring i Teknisk Nyt.