Hvad sker der, når man kaster robotterne op til diskussion for et panel bestående af fremtrædende robotprofiler inden for forskellige områder og stiller det helt store spørgsmål: Hvor skal dansk robotinnovation hen?
Det var essensen i RoboClusters oplæg i forbindelse med #RCBigBang, der blev afholdt i går, den 5. december, på Dalum Landbrugsskole i Odense. Og det var tydeligt et oplæg, der trak folk. Det var således en totalt pakket sal. 272 tilhørere var på plads til en dag i robotternes tegn, hvor intet var givet på forhånd. Alt var til diskussion, og der var lagt op til en verbal robotgladiatorkamp af faglighed og holdninger mellem repræsentanter fra industri, brancheforeninger og uddannelsesinstitutioner.
-Dagen handler om at finde samfundsperspektivet ved robotter og måske opdage helt nye muligheder på området, sagde cluster manager, Morten Nielsen, som velkomst. Vi taler kreativt kaos.
Fire områder
Dagen var inddelt i fire afdelinger med hver sin kategori: Automation & styring, droner, kollaborative robotter og mobile robotter. Hver kategori blev startet med et pitch af en ekspert på området, hvorefter et advisory board stillede spørgsmål og diskuterede emnet. I alt 16 board-medlemmer skiftede rundt mellem de forskellige kategorier, men fælles for dem alle var, at de hver især udgør en vigtig rolle inden for robotternes verden på områder som robotudvikler, -producent, droner, forskning, brancheorganisationer, uddannelse, sundhed og landbrug.
Afdelingsleder SDU, TEK Innovation, Søren Elmer Kristensen var tovholder gennem hele dagen.
Der var intet facit på dagen som sådan, men alle i boardet på tværs af kategori var enige om et par punkter: Det er nødvendigt at møde brugeren på brugerens præmisser, at robotter er en forretning (der skal være penge i at investere i robotter), at den store udfordring ofte ligger i at komme fra lab-to-reality, at værdiskabelse er det essentielle, og at vidensdeling mellem robotaktørerne i Danmark kun vil kaste fordele af sig.
Publikum blev inddraget gennem hele dagen via Kahoot-deltagelse med relevante spørgsmål til hver session.
Yndlingsrobotterne
Som en hyggelig feature gennem hele dagen kørte præsentationer af de aktive board-medlemmer på storskærme, hvor de hver især havde fremhævet yndlingsrobotten – og det var ganske tydeligt, at selv de store robotprofiler har fundet inspiration i filmens verden. Vi taler her Terminator, Optimus Prime, R2D2, Wall-E for at nævne et par stykker.