Det sidste vognsæt har for længst forladt Randers Togfabrik, og området bliver nu til en ny moderne bydel. Det er en mere end 150 år lang æra, der slutter, når fabrikken endegyldigt lukker og slukker i løbet af de næste måneder. Virksomheden, som også har været kendt under ADtranz og Scandia, m.fl., rydder nu lokationen for udstyr og gør dermed klar til et nyt kapitel i den 225.000 kvadratmeter store fabriksgrunds historie.
Hundredvis af vognsæt og andet togmateriel har gennem tiderne forladt fabrikken – helt fra de togvogne, der blev fremstillet ved etableringen af de første jyske jernbanestrækninger i midten af 1800-tallet til IC3-tog til både Danmark, Sverige og Israel. Det blev imidlertid småt med opgaver, da DSB i begyndelsen af dette årtusinde valgte at placere en ordre på de nye IC 4-tog hos italienske AnsaldoBredo.
Nu genopstår den 22 hektar fabriksgrund som en helt ny bydel under navnet Sporbyen Scandia – med tydelig adresse til togfabrikkens tidligere navn. Området kommer til at rumme 1.000 boliger, faciliteter til erhverv, kulturtilbud samt et madmarked i en af de gamle fabrikshaller.
Men først skal fabrikkens haller tømmes for trucks, værktøj og andet udstyr, og derfor er alt materiel nu sat til salg. Campen Auktioner i Randers har påtaget sig opgaven at formidle grejet videre til interesserede aftagere.
-Vi er stolte af, at valget som samarbejdspartner faldt på os til at hjælpe med at få solgt materiellet fra fabrikken, og der er rigtig gode effekter at hente både for privatpersoner og for større som mindre industrivirksomheder og håndværkere, især smede- og andre togfabrikker, både i Danmark og udlandet, siger udtaler Finn Campen, som er direktør og auktionarius hos Campen Auktioner A/S.
Alt fra luftpuder til reoler
Listen over udbudte varer bærer klart præg af, at det er store konstruktioner, der er blevet arbejdet med i virksomheden. Et af de mere spektakulære lot-nummer-rækker, der er til salg på Campen Auktioner er de såkaldte ”luftpuder”. Da man i sin tid byggede vognkasserne til IC3-togene, blev luftpuderne brugt til at transportere vognkasserne rundt i fabrikshallerne. Således var det muligt for kun to mand at flytte de 40 tons tunge vognkasser omkring i fabrikshallerne.
Hvis man lige står og skal flytte et par S-tog, kan man også investere i donkrafte, som er noget større, end hvad man finder i bagsmækken på en gennemsnitlig Skoda Octavia. De kan nemlig løfte hele vognsæt og blev brugt, da fabrikken i sin tid leverede en række S-togstammer til København. Og er ens flyttebehov lidt mindre end 40 tons, kan man også erhverve sig en af flere trucks på auktionen – alle sammen er løbende blevet sikkerhedsgodkendt og vedligeholdt.
Dertil kommer en stor mængde solide værkstedsreoler med åbne sider og hylder. De har tilsammen udgjort en del af fabrikkens logistiske system og kan i dag både bruges i en traditionel produktion, eller som trendy indretning i industriel designstil. Auktionen byder også på store mængder håndværktøj, som for eksempel skruemaskiner, nitte- og sømpistoler, fugepistoler, slibemaskiner af forskellig art, ligesom man kan erhverve sig masser af professionelle svejseværk fra fabrikken.
Auktionskatalogerne kan findes på campenauktioner.dk under navnet ”Flytteauktion ved togfabrik” og har nummer 1332, 1338, 1339, 1359. Den første auktion lukker for bud den 10. september, private er også velkomne til at byde med. Der er “åbent hus” for besigtigelse af effekterne torsdag den 14. september og fredag den 15. september fra kl. 9-15.