Hvem løber med DIRA Automatiseringsprisen 2018?
Den første votering i juryen er overstået, og her afsløres de nominerede til DIRA Automatiseringsprisen 2018. Ud af 15 kvalificerede indstillinger har juryen udvalgt tre til at kæmpe om at vinde prisen, der uddeles ved åbningen af Automatik 2018 i Brøndby den 11. september.
De nominerede er
Inrotech er nomineret for sine mobile svejserobotter med adaptiv intelligens, der kan anvendes og sættes op overalt. Den særlige software gør robotterne nemme at operere selv for personer uden kendskab til programmering eller erfaring med robotter. Automatiserede svejseløsninger af manuelle svejsere er afgørende i et højtudviklet land som Danmark for at beholde produktionen af store stålkonstruktioner.
Inwatec er nomineret for sine robotter, der gør det muligt at fjerne manuelle processer i vaskerierne. Det skaber større sikkerhed for de ansatte og forøger produktiviteten væsentligt, da robotterne og automatiseringsprocesserne er optimale til de mange tunge og gentagne processer, der finder sted i produktionen på vaskerierne.
Linak er nomineret for strategisk at indtænke automation i alt med det mål at bevare en økonomisk sund produktion i Danmark. Således har Linak de senere år implementeret en del robotter, designet produkter til automatisk produktion samt indført en ny projektmodel til at reducere tiden fra ide til realisering af automationsprojekter.
DIRA besøger, sammen med medlemmer og jury, de tre nominerede virksomheder i den kommende tid.
I 2018 består juryen af:
Ole Madsen – professor ved Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet (juryformand)
Peter Krogh – technical manager ved Vola A/S
Bjørn Godske – journalist ved Ingeniøren med ansvar for produktion
Nigel Edmondson – direktør ved MADE
Anders Sørensen – Co-founder & partner ved Intelligent Marking og gæstemedlem af juryen som vinder af DIRA Automatiseringsprisen 2017