Danske Havnevirksomheder og Danmarks Skibsmæglerforening går fra årsskiftet sammen i en ny brancheforening – Danske Shipping- og Havnevirksomheder. Den nye brancheforening vil tælle 100 virksomheder med sammenlagt 20.000 arbejdspladser. Det skriver Søfart.
-Der er simpelthen brug for, at branchen kan tale med én samlet stemme. Det er op imod 20.000 arbejdspladser, som er afhængige af, at havnenes virksomheder klarer sig godt. Vi skal agere langt mere strategisk og stærkt. Der skal træffes store beslutninger i havnesektoren, og det er ikke hensigtsmæssigt at sprede indsatsen over flere organisationer, der dybest set beskæftiger sig med det samme, siger Jakob Svane, chefkonsulent i Danske Havnevirksomheder til Søfart.
Danske Havnevirksomheder har indkaldt sine medlemmer til en ekstraordinær generalforsamling den 26. september på Hotel Comwell i Middelfart. Her skal der vedtages nye vedtægter, hvilket er afgørende for, at sammenlægningen kan vedtages.
De nuværende vedtægter kræver, at mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede eller repræsenteret ved fuldmagt på den ekstraordinære generalforsamling.
Jesper Sebbelin, general manager, Danmarks Skibsmæglerforening, er ikke bekymret for, at skibsmæglerne bliver usynlige i en ny brancheforening, hvor Havnevirksomhederne vil være dominerende.
-Jeg mener, at både de store og små virksomheder i vores branche har brug for et fælles talerør. Og det er da rigtigt, at der er store og små virksomheder i foreningen, men de store har jo i forvejen været med. Og vi har jo mange ting til fælles. En virksomhed som Ørsted eller DLG bestiller jo tjenesteydelser hos mine medlemmer, nemlig skibsmæglerne, så de mindre aktører vil bestemt ikke drukne, siger Jesper Sebbelin til Søfart.
Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal stå i spidsen for den nye maritime brancheforening.
Kilde: Søfart.