Hver dag køres mange vogne og bure stadigt manuelt fra afdeling til afdeling på arbejdspladser i hele verden. Mange ønsker imidlertid at optimere den interne logistik for at øge produktiviteten og rentabiliteten og frigøre medarbejdere til mere værdiskabende opgaver end at flytte varer fra A til B.
MiR imødekommer nu dette voksende behov med sit nye innovative produkt MiR250 Hook.
Det er brugervenlig teknologi, der enkelt kan automatisere intern transport af vogne på op til 500 kilo inklusive last.
Den nye generation af MiRHook er patenteret, og MiR er dermed verdens eneste AMR-producent med en løsning, der kan transportere vogne efter sig. MiR250 Hook kobler automatisk vogne til og sætter dem af uden menneskelig involvering. Opfindelsen øger anvendelsesmulighederne i en autonom mobil robot (AMR). Den nye løsning er robust i designet og skabt til industrien, kan køre op til to meter i sekundet, og den navigerer sikkert og effektivt. Der er ikke en begrænsning på antallet af vogne én MiR250 Hook kan hente og bringe til forskellige positioner, og robotten kan opsamle vogne i forskellige størrelser og højder. Hastigheden, fleksibiliteten og designet, som MiR bringer til markedet med MiR250 Hook optimerer workflows markant.
-Det er let og overkommeligt, også økonomisk at automatisere intern transport af de forskellige vogne og transportbure, som virksomheder, logistikcentre og hospitaler i forvejen bruger. Der skal hverken ændres på indretning eller købes nye vogne, i og med vores MiRHook kan finde og tilkoble langt de fleste typer vogne via QR-koder eller April Tags, siger Søren E. Nielsen, President i MiR.
Der skal ganske få forberedelser til, før MiR250 Hook kan tages i brug på en arbejdsplads: Der skal sættes QR-koder eller April Tags på arbejdspladsens eksisterende vogne eller bure, så MiR250 Hook kan identificere hver vogn. Robotten kortlægger sine omgivelser, når den første gang køres manuelt igennem sine ruter, ellers kan kortlægningen også blot gøres med få klik ved at importere kort over bygninger og lokaler til robottens software. Robotten kan også kommunikere med elevatorer og døre, så der er fri transport mellem afdelinger.
De virksomheder, der allerede har en MiR250 robot kan blot tilkøbe selve trækkrogen MiRHook 250. Andre kunder kan blive klar til at automatisere internt transport af vogne med en investering i en MiR250 robot og en MiRHook 250, der fra MiR sendes som en samlet løsning, klar til at blive taget i brug.